Teenager online på iphone mobil

Portræt af din digitale teenager

Karina Søby Madsen  |  Offentliggjort: 14.11.2018  |  Sidst opdateret: 3.12.2018

Mobilen er din teenagers bedste ven, og de unge kommunikerer i døgndrift på de sociale medier. Det kan på en og samme tid styrke venskaberne og udfordre dem – og måske skal du se, om ikke du kan få dit barn til at være lidt mere sammen med vennerne i den virkelige verden…

Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at mobiltelefonen er dit teenagebarns bedste ven. Men hvorfor er det, at din teenager ofte foretrækker at have hovedet i mobiltelefonen frem for at være sammen med vennerne i den virkelige verden? Det har Insight Manager i Aller, Anne Eskerod Borgstrøm, heldigvis nogle bud på.

Hun har netop stået i spidsen for en større medieanalyse af unge teenagepigers forbruger- og medieadfærd på de sociale medier, og hun fortæller, at de unge simpelthen elsker deres telefon, fordi deres venner «bor» i den.

En verden uden sociale medier er kedelig

”De unge er jo ikke forelskede i telefonen som sådan. Det handler simpelthen om, at telefonen er kontakten ud til hele deres netværk. Det er via deres mobil, at kontakten til alle deres venner og veninder foregår,” fortæller Anne Eskerod Borgstrøm.

Hun giver endvidere et eksempel fra et af de mange interview med teenagepiger, som indgik i analysen.

”En af vores interview-personer sagde: ”En verden uden sociale medier! Kedeligt! Jeg tror også, at man ville have svært ved at vide, hvad hinanden lavede.” Det er et fantastisk citat som meget tydeligt viser den virkelighed, de unge er vokset op i. Det er netop en virkelighed, hvor de til alle tider ved alt om, hvad hinanden laver og hvorfor,” siger Anne Eskerod Borgstrøm.

LÆS OGSÅ: Hvad betyder den evige jagt på likes for de unges selvværd?

Hvilke sociale medier bruger de unge?

De unge bruger i gennemsnit 5 timer på deres mobiltelefon om dagen, og de benytter en meget bred palet af sociale medier. Men særligt tre medier spiller en stor rolle i de unges daglige kommunikation ifølge Anne Eskerod Borgstrøm:

· Snapchat er de unges helt centrale kommunikationsforum. Her kommunikerer de frit ligesom i en klasse. Det er den mest direkte spejling af virkeligheden.

· Facebook bruger de unge ikke så aktivt. De fortæller selv, at Facebook tidligere var et sted, hvor de jævnligt opdaterede profilbilledet, men at de nu kun bruger det til at få beskeder fra fodboldtræneren, dansetræneren og lignende. Set fra de unges synspunkt er det primært en voksenstyret kommunikation, der kommer ad den vej.

· Instagram bruger de unge primært til at få inspiration og til at iscenesætte sig selv. Her følger de hinanden, men der er ikke mulighed for den direkte samtale ligesom i Snapchat. Det er her, de unge viser deres perfekte jeg frem, og det er de også meget bevidste om.

Alle fællesskaber har en digital pendant

Allers undersøgelse viser, at alle de unges fællesskaber også eksisterer i en digital version. De unge har for eksempel en Snapchat-gruppe, der består af hele klassen. Dertil kommer en Snapchat-gruppe blandt alle pigerne, en Snapchat blandt de 7 bedste veninder, og desuden også en Snapchat-gruppe for de 3 allerbedste veninder.

Især de større Snapchat-grupper er et meget direkte billede på de hierarkier, der eksisterer i skolen.

”De, der er stille i skolen, er også stille i grupperne. Og omvendt – dem, der fylder meget i klassen, fylder også meget digitalt. Hvorimod i de mindre fællesskaber med de tre bedste veninder, da deltager alle lige meget,” fortæller Anne Eskerod Borgstrøm.

LÆS OGSÅ: Er din teenager ensom? Sådan hjælper du bedst

Teenageliv på speed

Dermed er Anne Eskerod Borgstrøm også inde at berøre noget af det, der kan være følsomt ved de sociale medier – nemlig at de udstiller de unges hierarkier meget direkte.

Anne Eskerod Borgstrøm bruger betegnelsen, at de unge lever et «teenageliv på speed» – på godt og ondt. Hun siger:

”Hvad er bedre end hele tiden at have styr på, hvor alle ens venner og veninder er? Omvendt bliver det også meget tydeligt, når de unge ikke er en del af et fællesskab. Så der er meget mere af det gode, men også rigtig meget mere af det svære,” siger hun og fortsætter:

”Det kan blive meget følsomt, når klassens strukturer bliver så synlige. Det er jo ikke noget nyt, at de hierarkier findes. De fleste forældre vil nok kunne huske fra deres egen skoletid, at der i klasserne var en tydelig rangorden. Men de strukturer er meget mere åbenlyse i dag, for når store dele af kommunikationen foregår online, bliver alt dokumenteret. Og alle kan se med. Og der er helt sikkert noget med, at hvis de mest populære i klassen poster noget, så går der fire sekunder, før der er svar, hvorimod der godt kan være larmende tavshed, hvis det er en af de mindre populære. På den måde bliver det hele meget åbenlyst.”

Stressende Snap streaks

Selvom de unge slet ikke kan forestille sig at leve i en verden, hvor de ikke er i konstant kontakt med hinanden, kan det også gå over gevind. Mange af de interviewede i Aller-analysen havde søvnproblemer som et resultat af, at de unge er bange for at gå glip af noget og vil følge med på deres telefon til sent på aftenen/natten. Desuden er der nogen, der gerne vil markere sig som de sidste i eksempelvis et klasseforum. Der var også mange, der havde deltaget i såkaldte Snap streaks, som gjorde dem helt stressede.

”Hvis man skal lave en parallel til sit eget teenageliv, så var der jo også dengang noget social anerkendelse i at være den sidste, der skulle hjem om aftenen. Det er det samme, der gør sig gældende – bare i den digitale verden. Der er noget social anerkendelse i at være den sidste, der kaster en besked ind i klasseforummet,” fortæller Anne Eskerod Borgstrøm.

LÆS OGSÅ: Fører de store idealer til stress hos de unge?

Hvad pokker er Snap streaks?

De unge er vilde med likes på Instagram eller hjerter på Messenger, men nogle unge bliver helt elektriske af at have en ungoing Snapchat kørende med deres venner. Det kaldes Snap streaks, og det fungerer ved, at de unge sender direkte billede- eller videosnaps frem og tilbage med en ven – i dagevis, ugevis, ja månedsvis. Jo længere de fortsætter uden brud i kommunikationen, des længere er streaken, og det bliver belønnet af Snapchat med forskellige emojis. For eksempel bliver en meget lang streak belønnet med en bjerg-emoji.

De unge oplever de lange streaks som en konstant bekræftelse af deres venskab og som en bekræftelse af deres popularitet. Jo flere streaks, de har kørende, des større er populariteten. Og nogle unge udtrykker, at de er bange for at tabe en streak, fordi det vil vise, at venskabet ikke betyder nok for dem, og de dermed vil risikerer at ødelægge venskabet.

De unge har ringe behovskontrol

Ifølge Anne Eskerod Borgstrøm kan de unges (over)forbrug af sociale medier ses i sammenhæng med, at de har meget ringe behovskontrol.

”De unge kan have svært ved at styre det, fordi de har meget ringe behovskontrol. Det betyder, at de spiser alle de pomfritter, de kan komme i nærheden af. Det samme gør sig gældende i forhold til mobiltelefon. De unge gør det, der er nemt og tilgængeligt, og som giver dem en umiddelbar tilfredshedsfølelse. De tænker ikke nødvendigvis på de langsigtede konsekvenser,” fortæller hun.

Unge vælger det digitale samvær fremfor det fysiske

De unge er som regel deltagende i rigtig mange samtaler samtidig. Og Aller-analysen viste, at mange faktisk vælger at gå hjem og bruge mere tid på værelset, fordi de dermed kan være til stede i fem samtaler på en gang, hvilket de ikke kan, hvis de fysisk er sammen med en veninde.

Hvis man ser over en periode på 20 år, er der da også en tendens til, at færre mødes med sine venner og veninder, ligesom færre unge går til fritidsaktiviteter.

”Selvom de unge mener, at de lige så godt kan være sammen i den digitale verden som i den fysiske, giver de alligevel udtryk for, at de bliver mere fyldt op af det fysiske samvær. Alligevel skal de gøre en ekstraordinær indsats for at vælge det fysiske samvær til, fordi der er så mange digitale fristelser,” siger Anne Eskerod Borgstrøm.

LÆS OGSÅ: 5 gode råd: Her må du GODT blande dig i dit barns teenageliv

Gode råd til forældrene

Hvordan du som forælder kan hjælpe og guide dine unge igennem den digitale verden er et andet og mere komplekst spørgsmål. Men et er sikkert - ligesom de unge ikke skal spise alverdens pomfritter og give den gas med slik, så skal de også lære at håndtere deres behov for at være på de sociale medier, og her er forældrene ofte vigtige.

”For halvdelen af de piger, vi talte med i forbindelse med analysen, havde de været stressede på grund af Snap streaks, som de deltog i. Og i alle tilfældene havde deres forældre hjulpet dem med at komme ud af det. Hver gang de unge havde taget nogle skridt i retning af at ændre deres vaner, havde der på den ene eller anden måde været forældre inde over,” fortæller Anne Eskerod Borgstrøm, som har følgende råd til, hvordan du bliver klogere på din teenagers digitale liv og dermed bliver bedre i stand til at guide dit barn:

”Som forælder bør du spørge ind til de unges univers. Hvad er det, de får igen, når de bruger så meget tid på Youtube og Instagram, og hvad er det, der sker inde i dem, når de næsten ikke kan sove, fordi de ikke har sendt deres 38 Snap streaks. Det er vigtigt, at du som forælder tager fat om og får talt om, hvad der er på spil. Samtidig er det vigtigt, hvis du som forælder vælger at indføre skærmregler, at du forsøger at forklare hvorfor, og at du er meget bevidst om, hvad du tager fra de unge,” afslutter Anne Eskerod Borgstrøm.