familier flytter på landet

Fremtidens børnefamilie

Barbara Hilton  |  Offentliggjort: 20.3.2018  |  Sidst opdateret: 22.8.2019

Fremtiden er her, før vi får set os om, og vi ser allerede tegn på den i dag. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø optegner de fire største tendenser, som kommer til at påvirke fremtidens familie.

Førerløse biler, designerbørn, digitalisering af nærvær, mange timer i institutioner og flere freelancere vil dominere fremtidens Danmark og måden, vi indretter os på som familie.

Noget vi allerede ser tegn på i vores dagligdag, hvis man spørger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker og partner i tænketanken og konsulentbureauet Future Navigator:
- Det kan føles som om, at vi ikke kan andet end at se passivt til, mens fremtiden overrumpler os – især, når der samtidig skal passes familie og karriere. Men vi skal kigge fremtiden i ønene, så vi kan tage stilling til, hvem vi har lyst til at være, og hvilke værdier vi har. Fremtiden kommer ikke om 50 år, men inden for de næste fem til ti år.

Liselotte Lyngsø skitserer fire fremtidsscenarier, der vil sætte sit præg på morgendagens familie:

Scenarie 1: Barnet bliver den voksne

Den teknologiske udvikling stryger af sted, og børnene er ofte bedre til at bruge teknologien end deres forældre. Hvis børnene siger, at de vil være professionelle gamere, Youtubere eller Instagrammere, er der mange forældre, der bare siger ok - fordi de ikke tør eller magter at sætte sig ind det. På den måde bliver barnet lidt den voksne, forklarer Liselotte Lyngsø.

LÆS OGSÅ: "Mine børns liv foregår online"

Scenarie 2: Vi spørger læreren

En af de mest populære søgninger på nettet er ’den gode børneopdragelse’. Der er sket en akademisering af børnenes liv. I takt med, at børnene bliver monitoreret, og der bliver indsamlet mere data om deres trivsel, spørger vi i højere grad de professionelle eller tyr til data, frem for at basere vores beslutninger på egne vurderinger.

- Hvis familierne støder på et problem, siger forældrene: Vi spørger læreren eller pædagogen. Det bliver det offentlige Danmark, der kommer til at styre børneopdragelsen, uddyber Liselotte Lyngsø.

I dette scenarie arbejder begge forældre fuld tid. De engagerer sig, når de skal, og følger med i børnenes skoleliv via intranettet. Det ender ofte med, at det kun er de mest nødvendige aktiviteter, de kommer til. De følger samfundets pakkeløsning.

Scenarie 3: Minisamfundet

Generationen, der gennem deres opvækst har bygget byer i computerspil på nettet, som i Minecraft og The Sims, begynder nu at bygge minisamfund i den virkelige verden. Samfund fyldt med deres værdier og deres ligesindede.

- Vi ser flere familier, der går sammen om, hvordan deres samfund skal se ud. Og de fører det ud i livet, siger Liselotte Lyngsø.

LÆS OGSÅ: Slut med isolation og manglende fællesskab. De unge flytter familien til udkanten  

Det sker i lille skala i storbyerne og i større skala i udkanten. Med hurtigt internet i hele landet, vil flere og flere flytte længere ud. Væk fra de dyre huslejer og ud hvor det stadig er muligt at arbejde hjemmefra fra sin computer. Det sker lige nu især i områder udenfor Berlin og Hamborg, hvor familierne sparer så mange penge, at de kan hyre en skolelærer til fællesskabet.

- Disse familier har tydelige idealer som deleøkonomi, bæredygtighed og selvforsyning og godtager ikke samfundets standardpakke. Det er ikke nødvendigvis rige familier, men de hjælper hinanden, forklarer hun.

Scenarie 4: Ambitiøse frugtfamilier

Liselotte Lyngsø ser en stigning i de ambitiøse børnefamilier. Dem, der flytter derhen, hvor de bedste skoler og institutioner er. Det er familier, der går op i, om de skal lytte til Mozart under graviditeten, og hvilken økomad barnet skal dele ud i skolen. De bryder sig ikke om heldagsskolen, fordi det laver rod i familiens eftermiddagsplaner med fritidsinteresser og kvalitetstid.

- Vi kalder dem frugtfamilierne, fordi de henter børnene inden frugten bliver serveret. Forældrene er enormt ambitiøse på børnenes vegne, slutter Liselotte Lyngsø.

Pas godt på din familie

Vi kan hjælpe dig med at passe bedst muligt på din familie og de ting, der danner rammerne om jeres liv.