Opdateret: 31 Aug 2022

Når bagagen ikke kommer frem

Det er kedeligt at stå og vente ved rullebåndet, når alle de andre passagerer har fået deres kufferter og er smuttet. Og faktisk har hver tiende af vores kunder oplevet at miste deres bagage. Men der er hjælp at hente, opmuntrer rejselivsekspert Lene Hasler.

Du er ankommet til din destination og mangler kun ét sidste stop, inden ferien skal nydes - bagagebåndet. Dine medrejsende har så småt fået deres kuffert, mens du selv står tilbage, og frygten for at have mistet ferieoutfittet og resten af dine medbragte ejendele spreder sig.

Er uheldet ude, er der heldigvis hjælp at hente. Du kan nemlig få dækket indkøb af tøj og andre nødvendigheder. Men til at starte med er det en god idé at undersøge, hvad du har krav på, og her bør du starte hos dit fly- eller rejseselskab.
– Flyselskabet og/eller rejsebureauet vil oplyse dig om, hvilke ekstraudgifter de dækker, og hvornår du kan forvente, at din bagage dukker op igen. Hvis det skulle vise sig, at du ikke får erstattet dine ekstraudgifter, skal du kontakte os, siger rejselivsekspert Lene Hasler fra Gjensidige.

Derudover skal du melde forsinkelsen til flyselskabet og sørge for at få en skriftlig bekræftelse i form af en PIR (Property Irregularity Report). Hvis det skulle vise sig, at du ikke får erstattet dine ekstraudgifter, skal du kontakte dit forsikringsselskab - og her skal du have PIR som dokumentation.

Køb kun det mest nødvendige

Hvis du får besked på, at du kan erstatte bagagen, er der i udgangspunktet få restriktioner med hensyn til, hvad du kan købe. Men du har pligt til at begrænse indkøbene til det mest nødvendige.

– Du kan købe tøj, toiletsager og andet, der svarer til indholdet i kufferten, og som du har behov for, i den tid du må undvære din bagage. Det indebærer, at du kan købe et jakkesæt eller en kjole, hvis du skal til bryllup. Men skal du først og fremmest nyde solen ved poolen, er det næppe nødvendigt med en ny aftenkjole, selv om du har en med i bagagen, siger Lene.

Med Gjensidiges rejseforsikring kan du have tillid til at du kan få erstatning for bagageforsinkelse, hvis din bagage bliver forsinket i forhold til din ankomst til der, hvor din ferie påbegyndes. Du kan altid finde det præcise beløb i dine betingelser ved at logge ind. Husk at gemme kvitteringerne fra dine køb og PIR og sende dem, når du anmelder skaden til os. Du behøver ikke bruge feriedage på at anmelde skaden, det kan du sagtens vente med til du er hjemme igen.

Skal du på aktivitetsferie, vil du som regel kunne leje ski, cykel og andet sportsudstyr. Det samme gælder for barnevogn, barnesæde og lignende. – Det er vigtigt at kontakte os først og at gemme alle kvitteringer for udgifter, du ønsker at få erstattet, oplyser eksperten.

Læs mere om hvordan vores rejseforsikring dækker.

Hvis bagagen er væk for altid

Hvornår kan du regne bagagen for bortkommen? Hvis der går flere uger, uden at den er kommet frem, og flyselskabet endnu ikke ved, hvor den befinder sig, kan du søge om erstatning fra flyselskabet eller Gjensidige. Lene anbefaler dig at vente i mindst fem uger. At bagage, der er tjekket ind, ikke kommer frem til bestemmelsesstedet, sker nemlig meget sjældent.

– Da vi undersøgte det, viste det sig, at kun én ud af 50.000 kufferter forsvinder for altid, fortæller hun og minder om, at bagage, som bliver fundet efter, at du har fået erstatning, faktisk er Gjensidiges ejendom. Du kan selvfølgelig få den igen ved at tilbagebetale den erstatning, du har modtaget. 

I tvivl?

Hvis du er i tvivl omkring, hvordan du er dækket eller, hvad du skal gøre i tilfælde af, at din bagage ikke kommer frem, er du altid velkommen til at kontakte os. 

4 gode råd, når du pakker kufferten

1. Læs bestemmelserne for indleveret bagage 
Både transport- og forsikringsselskabet har bestemmelser for, hvad du kan sende som indleveret bagage. Bryder du disse, kan du ikke regne med at få erstatning.

2. Pak ikke mad i kufferten 
Dansk rugbrød og en lækker leverpostej er hyggeligt at have med på rejsen. Men hvis din bagage bliver flere dage forsinket, kan du få en ret så ubehagelig oplevelse, når du åbner kufferten.

3. Pak det vigtigste i håndbagagen 
Værdigenstande, bil- og husnøgler hører hjemme i håndbagagen. Det er ekstra surt at stå på parkeringspladsen uden nøgler, eller at måtte ringe efter låsesmeden for at kunne komme ind i sit hjem.

4. Planlæg transport af specialbagage
Sæt dig godt ind i reglerne for specialbagage. Fx har mange deres eget våben med på jagtrejser i udlandet. Planlæg godt og klar papirarbejdet inden afrejse.

Relaterede artikler

Hvis du misser din flyafgang

Fire ud af fem ved ikke, hvordan rejseforsikringen dækker ved misset flyafgang. Se hvordan du er dækket og hvad du selv kan gøre for at undgå forsinkelser her.