Sådan forebygger du vejrskader inden ferien

Der kan komme meget regn på alle tider af året i Danmark, og derfor er vandskader typiske skader på huse. Specielt i sommerhalvåret så er det højsæson for skybrud, fordi den varme luft kan indeholde mere vanddamp – og det gør at der kan komme utroligt meget nedbør, som kan skade dit hjem.

En familie bestående af mor, far og to børn sidder i sofaen i deres hjem

Undgå vandskader når du er på ferie

Vand kan trænge ind de mest uheldige steder, og nogle gange går det meget hurtigere, end du lige regner med. Kældre er ofte meget udsatte i forbindelse med kraftigt regnvejr.

Derfor er det vigtigt at forebygge vandskader ved at gøre følgende, inden du tager afsted på ferie:

1. Luk døre og vinduer 

Tjek om dine døre- og vinduer er lukket, for skader efter regn, der kommer ind gennem åbne døre og vinduer, er ikke dækket.  

Psst. Husk også at tjekke om vinduerne i taget og kælderen er lukket.

2. Sørg for at afløb er fri 

Tjek at tagrender, kælderhalse, lyskasser, kloakker og andre afløb er fri for affald som fx nedfaldne blade.

Vandet skal have mulighed for at løbe væk, ellers kan du risikere, at skaden ikke er dækningsberettiget

3. Højtvandslukke er vigtig

Installer et "højtvandslukke", der spærrer for opstigende kloakvand. Det kan være i form af enten en ventil eller en kugle, der spærrer røret. Det koster ikke ret meget, men indsatsen kommer mange gange igen, hvis uheldet er ude

4. Tjek din kælder

Gennemgå din kælder, og hæv dine ting fra gulvet. Hvis du har kælder: Sørg for at løfte dine ting mindst 10 cm. fra kældergulvet. Placér alt på et underlag fx europaller (gælder også vaskemaskine mv.). Undgå at opbevare betydningsfulde og dyre ting i kælderen.

5. Sørg for at vandet ikke kan løbe ind

Dæk afløb i gulvet med en sandsæk, sten eller noget andet tungt, så vandet ikke kan løbe op i huset.

Psst. Reparer revner, sprækker og huller i dit hjem, så vandet ikke kan komme ind i huset.  

 

Hvad er et skybrud?

Et skybrud er et fænomen, hvor vi oplever mere end 15 millimeter regn på maksimalt 30 minutter eller minimum 40 mm i løbet af 24 timer.