Kvinde der tager et bad når solen står op i bagrunden

Opdateret: 20 Maj 2022

Uforudsigelighed får katastrofetanker til at eksplodere

Forandrings-tid er også katastrofetanke-tid, hvor tankerne bliver ved med at vende tilbage til det værst tænkelige scenarie. Psykolog og leder af psykologhuset Encounter Neela Maria Sris fortæller om katastrofetanker, og hvordan du bedst kan håndtere dem.

I en tid som er mere uforudsigelig, med sæsonens forkølelser og influenzaer lige om hjørnet, og stigende corona-tal, som kan betyde endnu en omgang restriktioner, kan det nemt give næring til katastrofetanker. Da vi mennesker er vanedyr, der er vant til at leve med en stor grad af forudsigelighed og kontrol, kan det nemt tage pusten fra os og få tankerne til at stikke af.

”Jeg talte med mange under corona-epidemien, der oplevede, at deres tanker kørte i ring, eller som havde katastrofetanker. Deres tanker løb helt af sporet med tanker om, at deres nærmeste skulle dø, eller at de selv skulle dø og efterlade deres børn eller partner alene,” fortæller psykolog og leder af psykologhuset Encounter Neela Maria Sris.

Katastrofetanker er worst-case scenarier, hvor du tænker på det værste, du kan forestille dig. De kan både optræde som tanker og som billeder, hvor du ser worst-case for dig – dine forældre dør, din bedstemor dør, eller du bliver smidt ud af din lejlighed, fordi du mister dit job og må leve på gaden som hjemløs.

Stil kritiske spørgsmål

Når du har sådanne katastrofetanker, vil mange af dem være urealistiske, og det er ifølge Neela Maria Sris vigtigt at holde fast i. Hun siger:

”Når jeg arbejder med mine klienter eller snakker med folk på corona-hotlinen, så arbejder vi med de her katastrofetanker. Vi prøver at stille kritiske spørgsmål til forestillinger, som folk gør sig. Det kan være spørgsmål som: Hvad er sandsynligheden for det? Hvor realistisk er det egentlig? Hvad har du af beviser for, at det kommer til at ske? Har du nogle modbeviser for det? Og hvad er det værste, hvis det rent faktisk sker? Overlever du den worst-case, du går og bokser med?”

Modspørgsmålene er vigtige for, at tankerne ikke løber løbsk, og faktisk kan vi lære os selv at stille dem, eller vi kan alliere os med vores bedste ven eller partner – en du er tryg ved, som kan hjælpe med at stille de kritiske spørgsmål.

Lær at gribe dig selv

En anden ting, Neela Maria Sris peger på, er, at vi skal lære at gribe os selv, når vi har sådanne katastrofetanker. Og hvordan gør du så lige det?

”Du skal lære at mærke efter, hvad der sker, når du går i gang med en katastrofetænkning. Du skal prøve at mærke efter, hvad det er for nogle følelser og kropslige signaler, der sætter det i gang. For det er langt lettere for mange mennesker at mærke følelserne i kroppen, end det som udgangspunkt er at bremse tankerne,” fortæller Neela Maria Sris og fortsætter:

”Signaler herpå kan f.eks. være, at du ikke har hørt efter de sidste 5 min. af samtalen, eller at du ikke aner, hvad der er sket i de sidste 5 min. af den film, du er i gang med at se, fordi du er inde i dit eget hoved med dine katastrofetanker, og du har ondt i maven og bliver nervøs, og dit hjerte begynder at hamre hurtigt, og du sveder, eller det løber dig koldt ned af ryggen.”

Tal med andre om det

Nogle mennesker vil også kunne hjælpe sig selv ved at holde fast i, at katastrofescenarierne ikke er virkelighed.

 ”Prøv at sig til dig selv, at det bare er en tanke – at det ikke er virkelighed,” anbefaler Neela Maria Sris og anfører, at nogen er så fanget i deres egne katastrofetanker, at de ikke selv kan komme ud af dem, og her bliver de nødt til at søge hjælp.

”Nogen er så fanget i deres egne katastrofetanker, at de er nødt til at få det vendt. De kan ikke løsrive sig, og det tynger og belaster dem. Hvis du i den grad er fanget i dine katastrofetanker, at du ikke kan slippe ud af dem, er det vigtigt at tale med en professionel om det, men ellers er vores nærmeste som regel rigtig gode til at hjælpe med at mane tankerne i jorden, siger Neela Maria Sris og afslutter med opfordringen:

”Det vigtigste budskab er at tale med nogen om det – i første omgang er det formentlig tilstrækkeligt med dine nærmeste, men begynder katastrofetankerne at fylde det hele, kan det være en god ide at søge professionel hjælp.” En sådan professionel hjælp kan du muligvis få tilgang til gennem din sundhedsforsikring.