Opdateret: 23 Mar 2022

Sådan får du succes med dit nytårsfortsæt

Mange danskere har en plan om at ændre livsstil i det nye år. Men det kan være svært ikke at falde tilbage i de gamle vaner. Er du én af dem, der har problemer med at holde dit nytårsforsæt, er du heldigvis ikke alene. Vi giver dig her fem gode tips til, hvordan du kan få succes med dit nytårsforsæt.

Hvert år i januar bliver mange danskeres nytårsforsæt sat på prøve. Med til et nyt år hører, at vi sætter os nye, ambitiøse mål om måske at træne mere, spise sundere eller generelt bare gøre en ekstra indsats i hverdagen.

Med nytårsforsætterne sætter vi os mål. Det er positivt, og også helt nødvendigt, hvis vi ønsker at opnå noget. Men samtidig er der en tendens til, at mange sætter sig mål, som måske er lidt for høje, uden at de har tænkt grundigt nok over, hvad der skal til for at nå målene.

Vejen til succes

Hvis vi sætter os for store mål, uden at have en konkret plan, øger vi risikoen for at mislykkes. For de fleste af os vil det "at mislykkes" føles som et nederlag, og have negativ indvirkning på motivationen. Derfor er det vigtigt at tænke igennem, hvilke ændringer der må til i hverdagen, inden du sætter målene og beslutter dig for et nytårsforsæt. Så med nogle enkle greb kan du imidlertid øge sandsynligheden for succes.

Fem tips: Sådan får du succes med dit nytårsfortsæt

Her får du fem tips til, hvordan du kan give dig selv bedre chancer for at holde dit nytårsfortsæt.

1. Vælg et konkret mål

Vælg gerne et mål, som du relativt simpelt kan måle og holde styr på. ”Jeg vil gerne spise sundere” eller ”Jeg vil gerne træne mere” er i grunden gode mål, men som nytårsfortsæt er de mindre gode, for hvornår har du egentlig opnået dem?  Ved at vælge et specifikt mål, er det relativt simpelt for dig at afgøre, hvorvidt du er nået i mål. Det kunne f.eks. være, at du skal spise vegetarisk tre gange om ugen, eller kunne løbe 3 km på under 15 minutter.

2. Vælg et mål, der er vigtigt for dig

Motivationen til at ville kæmpe for at opnå dit mål er afgørende, da det ellers bliver nemmere at "kaste håndklædet i ringen". Eksempelvis kunne din personlige præmie for at opnå dit mål være, at det ville give dig tiltrængt energi og overskud i en travl hverdag.

3. Vær realistisk

Vi er tit overoptimistiske, når vi lægger planer for fremtiden, og ender med at lave nytårsforsæt med ingen sukker og træning og sund mad, hver dag. Det er fint at have et højt ambitionsniveau, og sætte barren højt, men hvis det føles uopnåeligt, mister du hurtigere motivationen, og risikoen for at du opgiver øges. Så lav et nytårsforsæt, hvor der er plads til også at være menneske.

4. Sæt en tidsfrist

At sætte en tidsfrist på dine mål er vigtigt, da det ellers kan have en uforpligtende effekt på din indsats. Sætter du en tidsfrist på dit projekt, kan du hele tiden følge med i, hvor lang tid du har til at nå i mål. Det kunne eksempelvis være inden sommerferien. Husk også her at fastsætte en realistisk tidsfrist, der matcher dit nytårsforsæts sværhedsgrad.

5. Husk de små sejre

Sætter du dig ét stort og ambitiøst mål, mange måneder ud i fremtiden, sætter du samtidig også din motivation og viljestyrke på prøve. Her kan det være en god idé at sætte sig delmål, på vejen mod det overordnede mål. Det vil øge motivationen, og du oplever sandsynligvis en gradvis progression, når du er i gang. På den måde kan du løbende give dig selv små sejre, som virker som "motivationsboosts" mod at sikre, at du kan holde dit nytårsfortsæt.