Kvinde taler i telefon over facetime smilende

Opdateret: 20 Maj 2022

Gode råd: Sådan kan du håndtere savn

Corona-tiden var i høj grad forbundet med savn for os alle, og der var ekstra fokus på hvor svært det kunne være ikke at være sammen med og hjælpe vores nære og kære, som er gamle eller syge, ligesom mange ældre savnede børn og børnebørn og følte skyld over ikke at kunne aflaste deres nærmeste. Men det er vigtigt at bevare fokus på savn, selvom corona er gledet en anelse mere i baggrunden. Savn kan også skyldes travlhed hos familierne eller at man bor langt fra hinanden og ikke kan ses så ofte.

Psykolog og leder af psykologhuset Encounter Neela Maria Sris fortæller, at hun fik mange henvendelser om savn på sin corona-hotline:

”Der var rigtig mange, der henvendte sig, fordi de følte et dybt, dybt savn. Når jeg talte med dem, anbefalede jeg altid, at de skulle være gode til at snakke sammen på facetime, og det var de fleste nu også gode til. Men det næste, de derefter sagde, var, at ’det er ikke det samme’. Og så kunne man høre, hvor meget de savnede, og hvor kede af det de var.”

Neela Maria Sris understreger, at det er helt naturligt at savne, men mens savnet bliver vendt til kreativitet for nogen, bliver andre lammet af håbløshed over ikke at vide, hvornår de igen kan være sammen med deres nære.

Fokuser positivt – savn kommer af stor kærlighed

”Det, der er vigtigt i det her, er, at du forsøger at tage afsæt i det positive. For det, at du savner, kommer jo af, at der er en stor kærlighed. At der er nogen at elske. Savn er på den måde en bekræftelse af, at du er så heldig, at du har nogen i livet, du kan savne, og som du kan gå og glæde dig til at blive genforenet med. 

Et godt råd kan også være at fokusere på, at savn er midlertidigt. Det gør det mere overskueligt at stå midt i, når vi ved, at det er midlertidigt.”

Mærk hvad savnet gør ved dig

”Vi mennesker er jo meget forskellige. Nogle mennesker er i stand til at vende savnet til noget konstruktivt og fokusere på den glæde, det er, at have nogen at savne, mens andre vil fyldes af håbløshed ved tanken om, at der kan gå lang tid, førend de kan se deres kære. Og nogen mennesker vil pendulere mellem at føle håbløshed og mærke kreativiteten blomstre. Det er alt sammen helt almindeligt – det handler så om at reagere på, hvordan du tager det.

Under corona-epidemien har der været mange eksempler på at folk har formået at få noget positivt ud af savnet og isolationen. F.eks. ved at spise romantisk middag hver for sig med fin dug og lækker mad – imens man taler i telefon. Eller ved at holde påskefrokost hver for sig, mens man har onlinekontakt via facetime, Zoom eller lignende.

Men hvis du kun føler håbløshed, når du tænker på, at der potentielt kan gå lang tid, førend du kan se dine nære, så er det en god ide at prøve at parkere tankerne.”

Brug særlige savnerum

”Det er helt almindeligt at føle savn, men måske gør det ikke noget godt for din livskvalitet, hvis savnet får lov at fylde hele dagen. Det kan være gavnligt for nogle mennesker at give savnet et bestemt tidsrum i løbet af dagen, hvor du virkelig går ind i savnet og lader det fylde rigtig meget. At skabe et særligt savnerum.

Savnerummet er inspireret af bekymringsrummet, som man bruger i depressionsbehandlingen, og det går ud på, at man prøver at strukturere sit savn ved at vælge et godt tidspunkt på dagen, hvor man giver plads til sine bekymringer. På den måde kan man tage kontrol ved selv at bestemme, hvornår man vil gå ind og ud af savnet.”