Far og to små børn bygger en snemand.

Opdateret: 16 Nov 2021

Gode råd: Sådan skaber du hygge i en sygdomsramt juletid

Julen er hjerternes fest. Det er samvær med sine kære og en tiltrængt timeout sidst på året, hvor vi kan koble af og være noget for hinanden. Men det er også tiden for snue, influenzaer og stigende corona-tal, og selvom mange er vaccinerede, vil nogle ende i en situation hvor man endnu engang må overveje selv-isolation i højtiden. I samarbejde med Røde Kors giver vi dig her en række gode råd til, hvordan du kan holde fast i nogle af de juletraditioner, som du kender og skabe fællesskab i det der, for nogle, bliver endnu en sygdoms-jul. 

Gode råd: Sådan skaber du fællesskaber i en corona-juletid

Støv de gamle juletraditioner af!
En julehilsen i postkassen holder aldrig op med at give glæde hos modtageren. Særligt de, som ikke har det digitale i fingerspidserne, vil være glade for den opmærksomhed, der ligger i at blive husket med en julehilsen i postkassen. Gør gerne din hilsen ekstra personlig i år. Vedlæg et billede fra en god fælles julestund og væk nogle gode minder til live. Lav evt. aftaler, der rækker ind i fremtiden og giver håb. ”Når vi kan ses igen, skal vi som det første…”

Gløgg og frokost på terrassen
Tænd op i grillen, tag det varme tøj på og få en hyggestund på terrassen med varm gløgg eller kakao. Gæsterne kan selv medbringe og lave lidt mad på grillen.

I det virtuelle rum kan alle mødes i juletiden
Inviter dem, du savner til en anderledes julesamling. Sildemadder og kaffebord hver for sig kan også nydes sammen, selvom vi ikke er i samme stue. Aftal et tidspunkt at starte op. Måske kan arrangementet afsluttes med et spil julebanko.

(Jule)frokost i det grønne
Byt julefrokosten ud med julepicnic i skoven. Deltagerne medbringer mad og service hver især, tæpper eller klapstole at sidde på, lanterner til lys og hygge. Så kan I mødes og julehygge (og snapsen holder sig kold) under sikre forhold. Eller familien kan mødes til bålmad. Hvem siger, at man ikke kan spise chili con carne 2. juledag?

Bring lidt lys ind i en mørk tid
Giv en lyskæde i gave og hæng den op udenfor vinduet eller på altankassen hos en, som du savner. Så kan den lyse på mørke dage og skabe hygge igennem hele vinteren.

Virus-sikker pakkeleg
Inviter beboerne på vejen eller i gården til coronasikker pakkeleg. Har I en facebookside for beboere, kan du starte med at gemme en nisse, som har en gave i den ene hånd og en flaske sprit i den anden. Den, som finder den, skal gemme nissen et nyt sted med en ny lille gave osv.

Mobil jul
Lad julen komme til dem, som ikke selv kan tage til julearrangementer. Adopter traditionen med at synge ’Chrismast Carols’. Når vi ikke må synge inde – så synger vi ude. Glæd din mormor eller nabo ved at samle familien, vennerne eller andre syngeglade mennesker og syng udenfor vinduerne, ved døren eller midt på vejen, så alle kan få glæde af det. Hold god afstand, mens I skråler. Medbring evt. et lille juletræ, som kan tages med videre, hvis I har flere stop undervejs.

Sildemadder i cyberspace
I har måske allerede sidste år fundet på nye og kreative jule-tiltag, for at imødekomme restriktionerne. Og nu, hvor nogle igen går en påpasselig tid imøde, kan I tage de nye 'traditioner' i brug endnu engang. Tag billeder af jeres kreative tiltag til at fejre påpasselig jul. Send dem til hinanden bagefter. Giv de nye traditioner sjove navne. ”Sildemad i cyberspace” eller ”banko i baghaven” – kun fantasien sætter grænser.

Scraps til gensidig glæde
Har du en bedsteforælder, der ikke kan komme ud og derfor har begrænset kontakt, så lav et godt gammeldags fotoalbum/scrapbog med fotos, hilsner, tegninger mv. Det tager lidt tid, men I kan være flere om at lave det sammen og det betyder mange timers hygge hos modtageren.

Lav film med fælles stunder
Gør noget ekstra ud af at vise børnenes juleaften – f.eks. når de pakker gaver ud fra dem, der ikke kan være til stede. Det vil gøre glæde at se reaktionen på film.

Lav vinkeaftaler
Kender du en, som ikke kan komme ud? Lav aftaler over telefonen. ”På onsdag kl. 14 står jeg nede på gaden og vinker til dig”. Eller aftal hvornår du kan komme forbi og sende en nytårsraket afsted til fælles glæde.

Telefonkæder gennem familien
Aftal at I på skift i familien ringer til bedsteforældrene så de får et opkald hver dag i december eller imellem jul og nytår. Læs evt. en julehistorie op.