12 gode råd til når du køber hus

Det kan virke som en stor mundfuld at købe et hus. Hvilket hus skal du vælge? Hvad har du råd til? Hvad skal du være obs på? Derfor har vi samlet en række gode tips til dig her.

Når du søger og besøger potentielle huse
Du kan især søge huse til salg på internettet eller fysisk hos ejendomsmæglere. De senere år er også ’skuffesager’ hos ejendomsmæglere blevet populære, fordi sælger kan spare penge pga. mindre markedsføring, der er ikke officielle liggetider, forgæves salg osv. Uanset hvordan du søger, er der dog nogle gode råd at holde fast i.

Når du søger huse

  • Tag fat i banken først. Det er sjovt at kigge på huse, men hvis du reelt søger et hus, bør du vide hvad du har råd til. Og det er sjældent en god idé at gå efter huse, der ligger helt i toppen af hvad du har råd til. Der er jo ofte yderligere omkostninger til at ordne ting i huset du overtager, du vil nok også på ferier i fremtiden osv.
  • Sæt kriterier for hvad du søger. Uanset om du søger via nettet eller direkte hos en ejendomsmægler, finder du drømmehuset langt hurtigere ved at sætte en række kriterier op for hvad du søger, fx: ”hus”, >130 kvm, min. 3 værelser, max X mio kr., beliggende i kommune/postnr x, y eller z, varmekilde osv. Jo flere kriterier, desto færre og mere relevante huse får du vist.
  • Det skal (også) du kigge efter. Du skal nok bo mange år i huset, så det er vigtigt at tænke fremad. Derfor er det god idé at holde øje med flere ting, når du finder interessante huse:
    • Energimærke. Jo bedre energimærke desto mindre energiforbrug og færre omkostninger til opvarmning – godt for både klima og pengepung.
    • Varmekilde. Falder lidt sammen med ovenstående, men med stigende energipriser, kan der være mange penge at spare årligt mellem to ens huse med forskellig varmekilde.
    • Byggematerialer. Beton, træ, mursten? Materialerne er mange og forskellene er store, så det er en god idé at finde ud af hvad du ønsker. Fx kræver især træværk løbende vedligeholdelse pga. vind og vejr.
    • Nærområdet. Hvordan ser området ud ift. trafikstøj, vindmøller, fabrikker, forurening, risiko for indbrud og oversvømmelse og meget mere? Tjek fx DinGeo.dk for en masse data om adressen.
    • God plantegning? Man kan købe nok så mange kvadratmeter, men ligger de sært ift. værelser og gange, og er der hjørner, skråt tag mange steder osv., så kan man ikke udnytte pladsen særlig godt.
    • Alder. Jo ældre et hus er, desto flere ting skal du være obs på. I 60’erne og 70’erne blev kloakledninger fx oftest bygget i beton og ikke PVC som i dag. Beton kræver nemlig en vis vedligeholdelse og her 40-50 år efter begynder problemerne at vise sig i kloakeringen.

Når du skal besøge interessante huse

  • Se nærområdet, når du ankommer. Hvordan ser området og nærliggende veje ud? Hvor er nærmeste offentlige transport? osv.
  • Indgang, carport og have. Er det hele velholdt, kan en evt. bil holde overdækket (godt om vinteren), er der plads til cykler, er haven brugbar ift. dine ønsker osv.
  • Huset udefra. Ser huset godt og velholdt ud? Hvordan ser taget ud? Termoruder? Hvordan skråner området omkring huset? (skråning mod huset kan fx give vandindtrængning).
  • Huset indefra. Se bort fra nuværende ejers møbler og indretning og fokuser på hvordan det kan se ud med din egen indretning. Er huset velholdt og pænt? Hvor meget arbejde kræves der ved overtagelse? Fx nyt badeværelse, nyt køkken osv. (omkostninger du skal lægge oven i efter købet).


Drømmehuset er fundet – hvad nu?
Inden du skriver under på købet af din drømmebolig, er det vigtigt, at du gennemgår energiplanen, tilstandsrapporten og el-installationsrapporten grundigt. Har du ikke allerede rapporterne, kan ejendomsmægleren hjælpe med at fremskaffe dem.

  • Gennemgå energiplanen. Vurdér om du ønsker at foretage nogle af de foreslåede ændringer. Det vil nedbringe energiforbruget i din fremtidige bolig og spare dig for dyre varmeregninger i fremtiden.
  • Se på eventuelle fejl og mangler, der er nævnt i tilstands- og el-installationsrapporten. En byggesagkyndig laver boligens tilstandsrapport. I rapporten finder du oplysninger om boligens fejl og mangler, sælgers oplysninger om boligen samt tagets restlevetid. Er der fejl eller mangler, du ønsker udbedret inden overtagelse, skal du gøre sælger opmærksom på det. Ønsker du selv at udbedre fejl eller mangler, kan du bede om afslag i købsprisen.
  • Overvej at gennemgå huset med en uvildig rådgiver. Det må du nemlig gerne, men bemærk at det kun er en visuel gennemgang af huset, der er tilladt.
  • Tjek lokalplaner og servitutter. Lokalplaner kan sige noget om nærområdet og fx om der kommer nyt kontorbyggeri på vejen, og dertil øget trafik. Servitutter på matriklen kan være begrænsende for om du kan bygge til, om du kan få solceller på taget osv.
  • Tjek kloakkerne. Nogle kommuner kræver separat kloaknet for at lede fx regnvand væk, og det kan betyde ekstra udgifter, hvis man pludselig skal sikre seperatkloakering på grunden. Tidligere blev kloakledninger i øvrigt lavet i beton, der holder 40-50 år, og ikke af PVC som i dag, så det er også en god idé at tjekke om brønde og kloakledninger for skader.
  • Er huset godkendt til beboelse? Huse er indrettet forskelligt og alle er derfor ikke godkendt til beboelse. Tjek hos kommunen om boligen er godkendt til beboelse.
  • Forurenet grund? Tjek Danmarks Miljøportal for om grunden er forurenet. Det kan være rigtig dyrt at skulle rense grunden.
  • Tjek taget. Det koster mange penge at få nyt tag, så tjek tagets restlevetid i tilstandsrapporten og kravl selv op og få syn for sagen.
  • Fugt i kælder og badeværelse. Fugt problemer i kældre eller badeværelser kan blive en dyr omgang, så se efter misfarvning, plamager, pletter osv.

Skal du flytte?
Er du på jagt efter drømmeboligen, skal du nok også snart flytte. Se vores bedste tips til flytningen herunder.

Forsikringer ved huskøb

Få overblikket over, hvilke forsikringer, du bør have, når du lige har købt hus for at være dækket bedst muligt.

Forsikringer ved huskøb

Få overblikket over, hvilke forsikringer, du bør have, når du lige har købt hus for at være dækket bedst muligt.