Mobilpungen er en lækkerbisken for tyven

Godt hver sjette dansker opbevarer sin mobiltelefon sammen med penge, kreditkort og identifikation. Fire ud af ti opbevarer desuden Nem-ID i pungen og gør sig til et nemt offer for tyvene. Det viser ny undersøgelse fra Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring.

Dankort, nøgler og mobiltelefon er ting, vi alle sammen gerne vil have lige ved hånden. De seneste år har den såkaldte mobilpung, der kan opbevare det hele ét sted, vundet popularitet, men det er ikke uden konsekvenser. I dag svarer godt hver sjette dansker, at de opbevarer deres mobil i pungen. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring. Fire ud af ti danskere svarer desuden, at de opbevarer Nem-ID i pungen, og hver tiende dansker bruger også pungen til husnøgler.

”Det er meget frustrerende at miste sin pung, men hvis vi også har mobil og nøgler i pungen, kan konsekvenserne pludselig blive meget store. For mange af os er det hele vores liv, der forsvinder med pungen og telefonen, og det er derfor en ret stor risiko at løbe, hvis vi vælger at opbevare alt i mobilpungen,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Spred risikoen og undgå identitetstyveri
Når man samler mobiltelefon, betalingskort og andre personlige sager ét sted, gør man samtidig sig selv til et mere attraktivt bytte for tyven. Samtidig stiger risikoen for identitetstyveri. For med kørekort, sundhedskort og mobiltelefon, er man et oplagt mål for tyve, der vil misbruge ens identitet.

”Jeg kan sagtens forstå, at nogen synes, at det er praktisk at have det hele samlet ét sted. Men vi må bare sige, at det er en ekstremt dårlig idé. Man serverer på denne måde mange af sine mest personlige ejendele på et sølvfad for tyven,” siger Kim Rud-Petersen.

Adresse og nøgler sammen
Undersøgelsen viser desuden, at hver tiende dansker opbevarer nøgler til deres hjem i pungen. Bliver ens pung stjålet, og benytter en tyv sig af nøglerne til ens hjem, så kan man ikke være sikker på, at forsikringen dækker, som hvis det var et indbrud, hvor tyven havde tvunget sig adgang.

”Der er intet unormalt i at have både nøgler og pung i en taske. Men hvis man opbevarer begge ting i sin pung, så bliver det bare meget lettere at få fat på både ens hjemadresse og nøglerne. Bliver både identifikation med ens adresse og husnøgler stjålet på én gang, er det vigtigt at få skiftet låsen i døren så hurtigt som muligt,” råder Kim Rud-Petersen.

Sådan reducerer du risikoen for identitetstyveri

  • Hav ikke et billede af dit Nem-ID liggende på telefonen – det er både ulovligt og øger risikoen for identitetstyveri, hvis ens telefon med mobilbank mv. stjæles.
  • Opbevar ikke nøgler og id med adresse sammen. Det gør det lettere for tyven at begå indbrud, hvis han får de to ting serveret.
  • Opbevar kun få kort i din pung. Jo flere kort en tyv kan komme i besiddelse af, des lettere bliver det at misbruge din identitet.
  • Pas på din pinkode. 5 % opbevarer pinkode til betalingskort i pungen. Det gør det ekstremt let for tyven at misbruge ens betalingskort.