Tendens: Flere og flere danskere løber fra p-skaden

Hver anden har fået mindst én parkeringsskade i løbet af de seneste tre år. Og i ni ud af 10 tilfælde, er der er ingen, der tager ansvar for skaden. Samtidig indrømmer kun 3 % af danskerne, at de er stukket af fra en parkeringsskade. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring.

Noget kunne tyde på, at det er blevet sværere at parkere i Danmark. For i løbet af de sidste tre år er der nemlig flere og flere, som har oplevet at få parkeringsskader, uden nogen har taget ansvar for skaden. For to år siden var det 77 % af parkeringsskaderne, som ikke blev fulgt op med en lap papir i forruden, sidste år lød tallet på 86 % og i år er tallet helt oppe på 90 %. Det viser en ny undersøgelse fra Gjensidige Forsikring og Nykredit Forsikring lavet af TNS Gallup.

”Undersøgelsens resultater taler sit eget tydelige sprog. Og det ærgrer mig virkelig, at antallet af danskere, der får parkeringsskader uden at synderen bag giver sig til kende, stiger år efter år. Det er en udvikling, som vi rigtig gerne vil have stoppet. Vi ved eksempelvis, at det kan reducere risikoen for uheld, hvis man bakker ind i parkeringsbåsen. For selvom vi kan blive bedre til at undgå parkeringsskader, så er det mindst ligeså vigtigt, at vi erkender det, hvis vi er kommet til at ramme en anden bil, ” siger Kim Rud-Pedersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Kun 3 % indrømmer det
Selvom næsten hver anden dansker i løbet af de sidste tre år fået én eller flere parkeringsskader, og hele 90 % angiver, at der ingen kontaktinformation var på skadesvolderen, er det kun 3 %, som indrømmer, at de selv er smuttet fra en parkeringsskade uden at have efterladt en seddel.

”Hvis du er så uheldig at lave en skade på en anden bil, kan det blive ekstra dyrt, hvis du stikker af fra ansvaret. Hvis der er vidner til parkeringsskaden, kan sagen nemlig ende hos politiet, og så er der ingen hjælp at hente hos dit forsikringsselskab,” siger Kim Rud-Petersen.

Bak ind og undgå skader
Næsten hver dag får Gjensidige Forsikring opkald fra kunder, der har været i et biluheld i forbindelse med, at de skulle bakke ud fra en parkeringsplads. Derfor råder Kim Rud-Petersen til, at man bakker ind på parkeringspladsen..

”Det kan være svært at orientere sig på parkeringspladser, hvor der ikke er megen plads. Hvis man bakker ind, slipper man for at bakke ud, når man skal videre. Vi ser desværre alt for mange sager, hvor to biler bakker ind i hinanden. Det er en unødvendig skade på bilen, som man let kan undgå, hvis man bare bakker ind,” siger Kim Rud-Petersen.