Danmarks bedste nabo er fra Esbjerg

Hans Nissen fra Esbjerg er af Gjensidige Forsikring kåret som Danmarks bedste nabo. Han yder nemlig en helt ekstraordinær indsats over for sin nabo John.

Med mere end 50 % af stemmerne blev Hans Nissen en suveræn vinder af titlen som Danmarks Bedste Nabo. Gjensidige Forsikring modtog mere end 600 nomineringer fra hele landet. Men ingen historie rørte så mange, som historien om Hans Nissen, der hver dag tager sig af sin nabo John Weiss Pedersen. Hans blev nomineret af Johns datter Inge.

”Det har været livsbekræftende at læse om, hvordan Hans har hjulpet John gennem flere år. Det er en inspirerende historie, og jeg håber, at vi alle kan lære af deres forhold, så vi kan blive endnu bedre naboer for hinanden,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Hans Nissen gør en indsats, der er helt usædvanlig
For mange ældre er det et ønske at kunne blive så længe som muligt i eget hjem. Og med en nabo som Hans er det ikke noget problem. Og årsagen til nomineringen taler sit helt eget sprog. Her er Inge Skeem Jensens nominering af Hans Nissen som Danmarks Bedste Nabo:

”Min far har verdens bedste nabo. Min far er 83 år og bor i eget hus. Det kan han KUN pga. sin nabo Hans. Hans Nissen inviterer min far på morgenkaffe og pressede appelsiner HVER dag, da han vil sikre sig, at han har det godt og får en god start på dagen.

Han besøger ham i løbet af dagen. Inviterer ham i sommerhus. Slår hans græs, ser til hans hus og have. Griller og hygger med ham. Ordner det, der er at ordne. Ringer til mig, hvis noget mangler eller er galt. Ligeledes kan jeg ringe til Hans Nissen, hvis vi ikke kan komme i kontakt med min far. De drikker dagligt kaffe, øl eller laver andre hyggelige ting sammen.”

Det er endnu et godt eksempel på et naboskab, der har udviklet sig til mere:
”Han passer kort sagt på min far for mig, men kalder ham sin bedste ven. De kan skændes som et gammelt ægtepar på deres egen kærlige måde. Både min far og jeg vil gerne nominere Hans Nissen til Danmarks bedste nabo. Han har et hjerte af guld og yder helt ekstra ordinært omsorg for min far.”

Det gode naboskab fortsætter
Kampagnen for at finde Danmarks bedste nabo er ved vejs ende, men det er det gode naboskab bestemt ikke. Sideløbende med kampagnen er det nemlig blevet bekræftet, hvor meget naboskabet betyder for danskerne gennem en stor undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

”Vores undersøgelse har blandt andet vist, at ni ud af 10 mener, at naboskabet er vigtigt. Og historien om Hans og John i Esbjerg bekræfter os virkelig i, at der kun er fordele ved at have et godt naboskab,” siger Kim Rud-Petersen.

bedste nabo