Dansk Kano og Kajak Forbund og Gjensidige Forsikring indgår partnerskab

Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) og Gjensidige Forsikring indgår partnerskab, der giver særlige fordele til medlemmerne og DKF’s klubber.

Alle 23.000 medlemmer af Dansk Kano og Kajak Forbunds 175 klubber kan med den nye partneraftale se frem til gode fordele, rabat og skræddersyede forsikringer.

Thomas Pirmo, direktør for Partner i Gjensidige Forsikring, er glad for aftalen:

”Det er en vigtig og spændende aftale for os, og vi forventer rigtig meget af den. DKF er kendetegnet ved at have godt fællesskab, fokus på sikkerhed og mange frivillige ildsjæle, hvilket er nogle værdier, som vi slutter op om. Vi er rigtig glade for, at vi har indgået denne aftale, hvor vi sammen har skabt et forsikringskoncept, der er skræddersyet til medlemmerne af DKF. Vi glæder os meget til at komme i gang med samarbejdet.”

Direktør for Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen, siger om aftalen:

”I Gjensidige fandt vi en partner, som ikke alene deler vores værdier, men som også forstår kano- og kajaksportens behov. Det er vigtigt for DKF, at vi skaber værdi for medlemmerne med vores partnerskaber. Derfor er vi glade for, at Gjensidige viser tillid til DKF. Med denne femårige aftale har vi også fået bekræftet, at de tager samarbejdet meget seriøst.”

Gjensidige støtter DKF og klubberne
Med denne aftale har DKF og Gjensidige skabt en forsikringsløsning, der er skræddersyet til kano- og kajakudøvere.

Thomas Pirmo fra Gjensidige fortæller:

”Det er vigtigt for os at slå fast, at aftalen ikke kun indeholder særlige fordele for DKF-medlemmer. Vi har nemlig skabt en model, der udover attraktive rabatter og unikke dækninger, også genererer kontant bidrag til klubberne. Vi håber, det kan understøtte det gode og alsidige arbejde, der bliver lavet i DKF.”

Christian Jacobsen fra DKF glæder sig til at få sat samarbejdet igang:

”Nu tager vi hul på at udbrede kendskabet til aftalen blandt klubber og medlemmer. Samtidig tager vi også hul på en læringsproces, hvor DKF og Gjensidige sammen kan skabe nye muligheder og løsninger for kano- og kajaksporten.”

Fakta om aftalen:
Her er nogle af fordelene for medlemmerne af DKF:

  • Kanoer, kajakker og småbåde på op til 7 meters længde er automatisk dækket
  • Fast forsikringssum for småbåde, kanoer og kajakker på DKK 45.000
  • Kaskodækning, som dækker skader på kano/kajak, pagaj/paddel, redningsveste, tør- & våddragt, GPS udstyr eller kano tagbøjler, som sker i forbindelse med roning