Det blå kort er stadig en gåde for danskerne

Knap hver anden tror, at det blå EU-sygesikringskort inkluderer sygehjemtransport. Og samtidig rejser hver sjette uden en rejseforsikring.Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Det blå kort har snart været danskernes offentlige sikkerhed i udlandet i to år. Men mange ved stadig ikke, hvordan det dækker. 43 % tror fortsat fejlagtigt, at det blå kort giver hjemtransport fra udlandet til Danmark, hvis sygdom eller ulykker rammer. Og det kan særligt blive et problem for hver sjette, som rejser uden en rejseforsikring. De risikerer nemlig en skyhøj regning oveni den ulykke eller sygdom, som har ramt dem i udlandet. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Hvis man skal fragtes hjem til Danmark fra udlandet, er der sjældent tale om en almindelig returbillet. Sygepersonale ombord, ekstra plads og diverse hensyn bliver lagt oveni og mangedobler prisen.

”Manglende viden om det blå kort kan blive et kæmpe problem, hvis man kommer til skade eller bliver alvorligt syg. For så hverken kan eller må man tage hjem på normal vis. Et brækket ben kan betyde, at man ikke kan sidde i et almindeligt flysæde. Og uden rejseforsikring må man selv betale for sygetransport hjem eller alternativt blive, indtil man er rask nok til at tage et normalt fly,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Vi ved mindre om hjemtransport
Da det blå sygesikringskort blev introduceret i sensommeren 2014, troede 29 %, at de automatisk havde dækket hjemtransport. I 2015, efter utallige oplysningskampagner, var andelen 42 %. Altså en stigning på 13 % -point. Og nu viser den nyeste måling 43 %. Tendensen bekymrer Kim Rud-Petersen, som opfordrer danskerne til at kontakte deres rejseforsikring, hvis de er i tvivl om, hvordan de er sikret.

”Der er stor forskel på, hvordan man er dækket på et kreditkort, det blå kort eller gennem privat rejseforsikring. Derfor er det ekstra vigtigt at sætte sig ind i forskellene og sørge for at få den dækning, der passer til ens behov. Den bedste måde at gardere sig mod ubehagelige overraskelser er ved at kontakte eget selskab og få forklaret præcis, hvordan man er dækket,” siger han.

Så stor er regningen
Inden man tager på ferie, er det altså en god investering at sætte sig ind i den sikkerhed, man ønsker på turen. En almindelig rejseforsikring i Europa koster nemlig kun en brøkdel af regningen, hvis man kommer galt afsted. Er uheldet ude, og man får brug for at blive transporteret hjem i et ambulancefly, fx fra Gran Canaria, koster det i gennemsnit 230.000 danske kroner. Skal man hjem fra Rhodos, er prisen i omegnen af 150.000.

Tidligere var udgifter til transport i tilfælde af dødsfald dækket på den offentlige rejsesygeforsikring. Men det er ikke tilfældet længere med det blå kort. Det betyder, at de pårørende oveni sorgen skal betale af egen lomme for at få den afdøde hjem.