Farlig morgentrafik: Hver femte dansker risikerer at køre spritkørsel dagen derpå

Hver femte dansker har taget bilen dagen efter en festlig aften, uden at de var sikre på, om deres promille var faldet til under 0,5. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

I mere end en ud af fem dødsulykker i trafikken, er alkohol, narko eller medicin en afgørende faktor. Desværre har hver femte dansker i løbet af de seneste tre år sat sig bag rattet dagen efter at have drukket alkohol, uden at de var sikre på, om deres promille var faldet til under 0,5. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

”Det er problematisk, at så mange ikke havde styr på, om de var ædru nok til at føre bilen dagen efter en fest. Det kan være svært at vide, om alkoholen fra aftenen før er ude af kroppen. Og hvis man er i tvivl, så bør man aldrig tage bilen. Det er nemlig ikke kun ulovligt. Det er også livsfarligt,” siger Henrik Sagild, Skadedirektør i Gjensidige Forsikring og uddyber:

”Det er ikke kun promillen, der har effekt på evnen til at køre bil på forsvarlig vis. Føler man sig træt, dårlig og uoplagt, kan det nemlig også påvirke ens evner som bilist. Og hvis man samtidig er usikker på sin promille, er det helt sikkert en dårlig idé at tage bilen.”

Unge mænd og kvinder har sværest ved at vurdere promillen

Det er især unge mænd og kvinder mellem 18 og 29, der har svært ved at vurdere, om deres promille er faldet til under 0,5. Det er nemlig 30 % af de unge mænd og 31 % af de unge kvinder, der har kørt bil dagen derpå uden at være sikker på sin promille. Og sammenlignet med de ældre mænd og kvinder, er det blot 18 % af mændene og 7 % af kvinderne, der er over 60 år, der har samme problemer som de unge mænd og kvinder.

Det tager i gennemsnit fem kvarter at forbrænde en genstand for mænd og halvanden time for kvinder. Alligevel er det en dårlig idé at regne på det og gå efter sin fingerspidsfornemmelse.

”Det er svært at bedømme, hvor hurtigt alkohol bliver forbrændt i kroppen. For man kan sagtens forsøge at holde styr på, hvor mange genstande man har drukket på en aften. Men det er næsten umuligt at vurdere selv, om man har for meget alkohol i kroppen, når man vågner dagen efter. Har man tømmermænd, eller er man i tvivl om sin promille, bør man tage cyklen til bageren i stedet for bilen,” siger Henrik Sagild.