Hver anden cyklist bryder regler, de kender

Cyklister landet over ser stort på færdselsloven. Mere end hver anden bryder nemlig færdselsloven, selv om de kender reglerne. Og værst står det til i Hovedstaden, hvor mere end hver tredje kan finde på at køre over for rødt. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

I uge syv havde politiet ekstra fokus på lovovertrædelser på cykelstierne. Mange danske cyklister respekterer nemlig hverken lys, fodgængere eller fortov, når de suser afsted i den danske trafik. På landsplan er det mere end hver anden, der blandt andet kan finde på at køre over for rødt, cykle på fortovet eller mod trafikretningen. Dette gør de, selvom de godt ved, at det er ulovligt. Det viser en undersøgelse fra TNS Gallup for Gjensidige Forsikring.

I København står det værst til, da mere end hver tredje kan finde på at køre over for rødt. Til sammenligning er det blot hver sjette nordjyde, der gør det.

”Det er et problem, at så mange bevidst bryder færdselsloven, da det gør trafikken mere uforudsigelig og kan skabe farlige situationer. Hvis vi bliver endnu bedre til at overholde loven og viser mere hensyn til hinanden, kan det være med til at reducere antallet af tilskadekomne i den danske trafik,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring, og uddyber:

”Mange tænker måske, at det er ufarligt at bryde reglerne, og at de kommer hurtigere frem. Men hver dag ser vi, hvordan både bilister og cyklister skaber farlige situationer for sig selv og andre ved at gøre ting, som de ikke burde.”

Hovedstaden har flest lovovertrædere
Det er cyklisterne i Hovedstaden, der hyppigst bryder loven på cykelstien. Her bryder 65 % færdselsloven bevidst. Til sammenligning er det 49 % af nordjyderne og 54 % af midtjyderne, der gør det. Men tallet er stadig alt for højt på landsplan.

”Som cykelnation er dette ikke noget, vi kan være stolte over. Det er et kæmpe problem, at så mange bryder færdselsloven, når de cykler. Mange uheld i trafikken sker nemlig, når vi gør uventede ting. Det er især problematisk, når det er i områder med tæt trafik, det sker. Hvis færdselsloven kun er vejledende, er det et alvorligt problem for trafiksikkerheden,” siger Kim Rud-Petersen.