Hver anden har oplevet roadrage

Bandeord, overfald og aggressive trafikanter er efterhånden normalt på mange af de danske veje. Hver anden har nemlig oplevet en eller anden form for roadrage rettet mod dem selv. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd* har tidligere vist, at folk især kommer op i det røde felt, når andre kører langsomt, holder for længe for grønt, er langsomme om at parkere eller ikke overholder vigepligten.

”Det overrasker og ærgrer mig rigtig meget, at så mange har oplevet aggressivitet fra deres medtrafikanter. Heldigvis er tilfælde med vold mellem trafikanter meget sjældne. Men det er et problem, at trafikkulturen er så negativ på dette punkt. Vi bør udvise mere forståelse og tålmodighed, så der ikke opstår farlige situationer,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring og uddyber:

”Selvfølgelig skal der være plads til frustrationer. Men vi må bare minde os selv om, at personen vi retter vores vrede mod næppe parkerer hurtigere eller hæver farten, fordi vi hidser os op,” siger Kim Rud-Petersen.

Roadrage smitter
Mens hver anden har oplevet roadrage, er der næsten ligeså mange, der selv har rettet aggressivitet mod andre trafikanter. For 37 % indrømmer, at de bander af andre trafikanter, 14 % at de har sendt negative håndtegn og 11 % har bremset hårdt op, når nogen kører tæt bag dem.

”Når vi kan se, at der er ligeså mange, der har oplevet roadrage, som der selv har været afsender, så viser det, at det ikke hjælper noget at være aggressiv, men at man blot bliver en del af den onde spiral. Samtidig er det et problem, at så mange eksempelvis har bremset hårdt op foran bagvedkørende. Det kan nemlig være farligt og årsag til fuldstændigt unødvendige uheld, hvor både vi selv og vores biler kommer til skade,” siger Kim Rud-Petersen.

Roadrage øger risikoen for uheld
Ny undersøgelse, udgivet af PNAS*, af årsagerne bag trafikuheld viser, at blandt andet uopmærksomhed, spiritus, træthed og vredesudbrud kan mangedoble risikoen for ulykker. Nogen vil måske mene, at det er en bagatel, hvis man eksempelvis bander af andre i trafikken. Men dette viser, at når alt for mange er aggressive bag rattet eller på cyklen, så gør det trafikken farligere.

”Vi har længe vidst, at uopmærksomhed, spiritus og træthed har været blandt de primære årsager til trafikuheld. At ny forskning viser, at vredesudbrud skal regnes med i dette, understreger blot hvor vigtigt, det er, at vi viser mere hensyn til hinanden i trafikken,” siger Kim Rud-Petersen.