Hver anden ved stadig ikke, hvornår man må køre over for gult

Hver syvende kører over for gult, selv om de kan nå at bremse, og kun hver anden ved, hvornår det er i orden at køre over for gult. Det er desværre ligeså mange som sidste år. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Hver dag kører alt for mange danske bilister over for gult, selvom de kan nå at bremse, og blot hver anden ved, hvornår det rent faktisk er lovligt at køre over for gult. Desværre har der ikke været nogen udvikling siden sidste år. Sammenlignet med 2015 er det nemlig ligeså mange, der ikke kender reglerne og kører over for gult, selvom de kan nå at bremse. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Men færdselsloven er helt klar. Gult lys betyder stop - præcis som rødt lys. Kører man over for gult, koster det potentielt set en bøde på 1000 kr. Kører man over for rødt, får man udover bøden også et klip i kørekortet.

”Det gule lys skal blandt andet sikre at den trafik, der er i krydset, kan blive afviklet sikkert og trygt, før der bliver grønt for andre trafikanter. Men det er der efterhånden rigtig mange, der enten ikke ved eller ganske enkelt blæser på, og det er en farlig tendens. Ifølge færdselsloven er det kun i orden at fortsætte for gult, hvis det skaber en farlig situation at bremse. Derfor er det bekymrende, at så mange stadig ikke kender reglerne,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Kun hver anden ved, hvornår det er ok at køre over for gult

Undersøgelsen viser, at blot hver anden ved, hvornår det er lovligt at fortsætte over for gult. Eksempelvis tror 26 %, at det er okay, blot de når ind i lyskrydset, mens der er gult, og 13 % tror, at man aldrig må køre over for gult. Men begge tolkninger kan skabe problemer og farlige situationer i trafikken. For det er essentielt, at alle er enige om, hvilke regler der køres efter.

”Når trafikanter kører over for gult, øger det risikoen for, at andre eller en selv kommer til skade og kan forhindre trafikken i at glide. Det kan både skabe farlige situationer og usikkerhed, at der er så mange forskellige tolkninger af, hvad det gule lys egentlig betyder. Derfor er det vigtigt, at endnu flere i fremtiden ved, at man kun må køre over for gult, hvis det skaber fare at bremse,” siger Kim Rud-Petersen.

Et problem for alle i trafikken

Det påvirker desværre trafikken ganske meget, at så mange ikke kender reglerne. Og det er især de bløde trafikanter og biler, der drejer, det går ud over.

”Det kan være udtryk for en aggressiv og egoistisk kørestil, hvis man fortsætter over for gult i stedet for at stoppe. Det kan gå ud over især de bløde trafikanter, der ikke kan komme ud af et lyskryds ligeså hurtigt som en bil. Men også bilister, der skal dreje, risikerer at ende midt i et kryds med biler fra en anden retning, hvis de skal holde tilbage for bilister, der ikke stopper for gult,” siger Kim Rud-Petersen og uddyber:

”I Aarhus har man i flere år med stor succes haft ekstra fokus på bilister, der ikke stopper for gult. Jeg håber, at det gode initiativ kan inspirere resten af landet, så vi kan gøre trafikken endnu mere sikker.”