Hver fjerde studerende dropper forsikringerne

Alt for mange unge har ikke de mest basale forsikringer. Mere end hver fjerde har nemlig hverken indbo- eller ulykkesforsikring. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Mondux Assurance Agentur.

De unge vælger forsikringerne fra. Mere end hver fjerde af de danske studerende, er ikke dækket af hverken en indbo- eller en ulykkesforsikring. Og når man ikke har indboforsikring, har man heller ikke den personlige ansvarsforsikring, der er en del af indboforsikringen. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Mondux Assurance Agentur.

”Vi vidste godt, at mange unge ikke har forsikringer. Men at tallet er så højt, er en stor og negativ overraskelse for os. Der kan ske mange uforudsete ting i løbet af studietiden. Derfor er det problematisk, at så mange unge fravælger forsikringen. Får de indbrud, brand i deres bolig eller gør de skader på andre, kan det have uoverskuelige økonomiske konsekvenser for dem. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for, at de unge bliver opmærksomme på, hvilken risiko de løber uden forsikringer,” siger Dennis Landbo Nielsen, direktør i Mondux Assurance Agentur, der er en del af Gjensidige Forsikring.

Studieforsikring via ISIC studiekortet 
For at gøre det let for de studerende at få en forsikring, der dækker dem og deres ting, lancerer Gjensidige, Mondux og det internationale studiekort, ISIC, en forsikringspakke (ISIC Care) til de unge.

”For første gang i Danmark kan du som studerende få adgang til en billig og godt dækkende studieforsikring, direkte gennem dit studiekort. Ved at gøre det let at få en samlet forsikringspakke gennem ISIC Care, håber vi, at flere unge i fremtiden vil sikre sig selv. Det kan især have kæmpe konsekvenser, hvis man kommer til at gøre skade på andre og ikke har ansvarsforsikring,” siger Frederik Øhrgaard, Business Development Manager ISIC Danmark.

Med tilblivelsen af ISIC Care har Mondux og Gjensidige Forsikring lyttet til de unikke behov, de studerende har. Mange faktorer spiller ind, når der skal vælges forsikring som studerende. Dog er det ikke altid kun pris og dækning, der spiller ind.

”Forsikring er et lavinteresseområde for studerende, og vi forstår godt, hvis mange unge synes, at forsikring er kedeligt og måske også svært at forstå. Derfor har vi gjort meget ud af at lave to simple produkter, som man ved, hvad indeholder. Man skal ikke være meldt ind i en bestemt fagforening eller bank for at få specielle priser, her får alle fuldtidsstuderende samme vilkår og lave priser, uanset alder, bopæl eller studieretning,” siger Frederik Øhrgaard.

Om ISIC Care og samarbejdet med Mondux og Gjensidige Forsikring:

  • ISIC Care består af to forsikringspakker; basispakken ISIC Care til 150 kr. samt ISIC Care+ til 250 kr. per måned eksklusiv gebyrer. Med basis får man indbo, ulykke og cykelforsikring, hvor pluspakken har dobbeltdækninger og inkluderet elektronik for 100 kr. ekstra om måneden.
  • Forsikringspakkerne er tilgængelige for alle fuldtidsstuderende på en SU-berettiget uddannelse med et ISIC kort. Såfremt man ikke har studiekortet gennem sin skole, kan kortet købes på www.isicdanmark.dk.
  • Studieforsikringen kan købes online på www.isiccare.dk.