Hver sjette cyklist bruger håndholdt telefon

Selvom størstedelen af danskerne er enige om, at mobilen skal blive i lommen, når vi cykler, så bruger hver sjette cyklist stadig telefonen. Det viser en undersøgelse fra TNS Gallup for Gjensidige Forsikring.

Mobilen bør ikke bruges, hverken når cyklisten er i bevægelse eller holder stille. Det mener 9 ud af 10 danskere. Men i praksis tegner der sig et andet billede. Hver sjette cyklist taster, læser og taler nemlig, når de cykler. Det viser en undersøgelse fra TNS Gallup for Gjensidige Forsikring.

Når man færdes ude i trafikken, er det en dårlig ide at bruge håndholdt telefon, da den stjæler opmærksomheden fra trafikken. Og netop opmærksomhed, eller mangel på samme, er en afgørende faktor i hver tredje trafikulykke.

”Vi kan desværre se, at holdningen til brug af håndholdt telefon i trafikken ikke afspejler adfærden. Når så mange ulykker skyldes uopmærksomhed, har vi alle et ansvar for at gøre trafikken mere sikker. Med blikket rettet ned i telefonen, fjernes opmærksomheden fra det, der sker omkring os. Og det resulterer hvert år i ulykker og hospitalsbesøg, som kunne være undgået, hvis bare fokus havde været på trafikken, ”siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Ulovligt og potentielt dyrt
I Danmark er det ulovligt at bruge håndholdt mobil både på cykel og i bil.

”Loven skal selvfølgelig respekteres. Den er der for at gøre trafikken mere sikker og gavner dermed os alle. Hvis det er nødvendigt at tage opkaldet eller tjekke beskeden, så må man stoppe op,” siger Kim Rud-Petersen.

Hvis hverken lov eller sikkerhed er grund nok til, at cyklisterne beholder mobilen i lommen, har Kim Rud-Petersen endnu en god grund:

”Vi risikerer jo at tabe telefonen, hvis den skal lirkes op af lommen i farten. Og til forskel fra de gamle mobiltelefoner, som godt kunne tage et ordentligt slag, er de nyere telefoner altså noget mere skrøbelige. Det er dyrt og ærgerligt at tabe sin telefon, fordi man bruger den, mens man cykler,” siger han.