Hver tredje får ødelagt ferien af syge børn

Sygdom og uheld har medført ødelagte feriedage, lægebesøg eller afbrudte ferier for hver tredje forælder. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

Efterårsferie med familien står for døren, hvilket betyder, at mange tager sydpå for at få lidt tiltrængt varme og sol. Desværre er uheld og sygdom som dårlig mave, ørebetændelse og solforbrændinger en del af ferien for rigtig mange børnefamilier. Hver tredje danske forælder har nemlig fået ødelagt feriedage, været til udenlandsk læge eller endda helt måttet afbryde ferien, fordi deres barn blev sygt eller kom ud for et uheld. Det viser en undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

”Sygdom og uheld kommer altid ubelejligt. Særligt når man er på ferie i et land, hvor man ikke kender sundhedsvæsenet så godt, eller på grund af sprogvanskeligheder har svært ved at tale med lægen. Hvis barnet er kommet ud for noget alvorligt, kan man være nødsaget til at tage tidligere hjem eller forlænge opholdet. Men i mange tilfælde kan man faktisk stoppe sygdommen i opløbet, så den ikke ødelægger ferien,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.

Ingen hjemtransport med det blå kort
Mange almindelige børnesygdomme kan behandles uden lange hospitalsophold eller lignende. Man skal dog huske at kontakte alarmcentralen i eget rejse- eller forsikringsselskab, inden man tager til lægen. De sikrer nemlig, at man får den rette behandling og bliver henvist til den rigtige klinik eller hospital.

Visse sygdomme, som eksempelvis mellemørebetændelse, kan betyde, at børnene ikke får lov til at flyve hjem. Og det kan blive rigtig dyrt, hvis der ikke er tegnet en rejseforsikring:

”Hvis barnet ikke må flyve på grund af sygdom, må opholdet forlænges. En rejseforsikring vil i det tilfælde dække udgifterne til ophold og senere hjemtransport. Og først når lægen på destinationen, og den medicinske afdeling hos forsikringsselskabet, sammen vurderer, at hjemtransport er forsvarlig, kan familien få hjælp til at komme tilbage til Danmark. Men denne hjælp får man altså ikke, hvis man blot rejser med det blå kort,” siger Kim Rud-Petersen.

Sådan undgår du sygdom på rejsen
Sidste år havde 29 % af forældrene i Danmark oplevet, at børnenes sygdom eller uheld medførte lægebehandling, tidligere hjemrejse eller ødelagt ferie. I år er det tal desværre steget til 34 %. Derfor kommer her et par råd til, hvordan man som familie kan forebygge sygdom på turen og bare nyde ferien:

  • Vask hænder. Den mest effektive måde at undgå ”feriemave” på er ved at vaske hænder grundigt og hyppigt
  • Tør ørerne grundigt. Betændelse i øregangen kan undgås, hvis man får tørret ørerne grundigt, når man kommer op af poolen
  • Spis tilberedt mad. Dårlig mave er den hyppigste årsag til sygdom på ferien. Spis primært gennemkogt og -stegt mad