Mange biler får skader i vaskehallen - bil

Mange biler får skader i vaskehallen

Offentliggjort: 30.8.2018  |  Sidst opdateret: 5.7.2019

Efteråret står for døren - overvejer du at vaske bil? Næsten 1.000 biler bliver skadet i bilvasken hvert år.

Har du hørt om manden, der åbnede døren og forsøgte at skrue skistativet af, efter at bilvasken var gået i gang? Stativet fik han ikke reddet, men til gengæld fik han en grundig omgang sæbevask – og en bil fuld af vand.

Sådanne hændelser er der mange af i de danske vaskehaller. I Gjensidige modtager vi hvert år op mod 100 af denne type skadeanmeldelser fra bilejere, og vi estimerer, at danske forsikringsselskaber samlet set får 1.000 anmeldelser om tilsvarende sager årligt.

De fleste sager er nemme at afklare, men i nogle sager opstår der uenighed om, hvem der har ansvar for skaden: bilisten, tankstationen eller begge parter?

– Det kan være svært at afgøre, om skaden sker på grund af fejl ved maskinen, eller om det er bilistens egen fejl. I nogle tilfælde kan det også handle om mangelfuld information fra betjeningen eller dårlig skiltning – fx om hvordan portene ved ind- og udkørsel fungerer, oplyser bilmekaniker og rådgiver i Gjensidige, Jan Fleinsjø.

LÆS OGSÅSådan forebygger du hærværk på din bil

De almindeligste skader

Mange biler får skader i vaskehallen - Jan Fleinsjø
Bilmekaniker og rådgiver i Gjensidige, Jan Fleinsjø.

Heldigvis er det de færreste biler, der bliver forvandlet til rullende svømmebassiner. De fleste skader sker ved, at slidte og mølædte børster ridser lakken eller sidder fast i antenner, tagbøjler og tagbokse. 

– Desuden hænder det, at biler bliver ramt af vaskehallens døre, når man kører ud af bilvasken. Nogen gange er det chaufførens fejl, og andre gange kan der være tale om tekniske problemer med maskinen, forklarer Jan.

Han har også hørt om situationer, hvor bagagerummet åbnede sig under vasken, fordi maskinen påvirkede sensorerne, der styrer åbne- og lukkemekanismen.

– Som bilist kan du sørge for at placere bilen rigtigt og holde vinduer og døre lukket. Desuden er det vigtigt at følge instrukserne, der bliver angivet, i forhold til tagbokse og –bøjler, antenner og sidespejle, påminder bilmekanikeren.

Hvad med forsikringen?

Hvis der ikke er nogen tvivl om, at benzinstationen har ansvaret, dækkes hele skaden af benzinstationens ansvarsforsikring.

Hvis du er ansvarlig for skaden, dækkes den af din kaskoforsikring. Du betaler selvrisikoen og risikerer bonustab. Dette gælder ikke ved vinduesskader, hvor selvrisikoen ofte er et par tusinde kroner og skaden sjældent giver bonustab. Hvis du ikke har kaskoforsikring, står du selv for hele regningen.

Gode råd ved skader under bilvask

  • Fotografér gerne skaderne som bevis.
  • Hvis det er muligt, så tag billeder, der viser fejl ved maskinen eller dørene i hallen.
  • Dokumentér eventuel mangelfuld skiltning eller fejlinformation om, hvordan maskinen skal bruges.
  • Notér navn og nummer på eventuelle vidner.
  • Informér de ansatte på tankstationen så hurtigt som muligt.
  • Notér navnene på dem du snakker med, og de oplysninger som bliver givet.
  • Bed om at få oplyst, hvor maskinen er forsikret. Det kan nemlig forenkle arbejdet for dit eget forsikringsselskab.
  • Anmeld sagen til forsikringsselskabet med det samme. Vedlæg dokumentation samt en beskrivelse af skaden, og hvordan den er sket

Tjek om du har den rigtige bilforsikring

Bilforsikring med onlinerabat