Rejseforsikring - Når bagagen ikke kommer_large

Gode råd til ferien, når bagagen ikke kommer

Offentliggjort: 9.5.2018  |  Sidst opdateret: 22.1.2020

Det er kedeligt at stå og vente ved rullebåndet, når alle de andre passagerer har fået deres kufferter og er smuttet. Men der er hjælp at hente, opmuntrer rejselivsekspert Lene Hasler.

Rejselivsekspert_Lene_Hasler_1
Rejselivsekspert og rådgiver i Gjensidige, Lene Hasler. Foto: Gjensidige

At bagagen ikke ankommer til destinationen samme tid som dig, giver en dårlig start på ferien. Det gælder uanset om du skal besøge familie i hjemlandet eller ser frem til et ophold i udlandet.

Men er uheldet ude, er der heldigvis hjælp at hente. Du kan få dækket indkøb af tøj og andre nødvendigheder. Men til at starte med er det en god ide at undersøge, hvad du har krav på, og du bør starte hos dit fly- eller rejseselskab, lyder rådet fra rejselivsekspert Lene Hasler fra Gjensidige.

– Flyselskabet og/eller rejsebureauet vil oplyse dig om, hvilke ekstraudgifter de dækker, og hvornår du kan forvente, at din bagage dukker op igen. Hvis det skulle vise sig, at du ikke får erstattet dine ekstraudgifter, skal du kontakte os, siger Lene.

Det mest nødvendige

Hvis du får besked på, at du kan erstatte bagagen, er der i udgangspunktet få restriktioner med hensyn til, hvad du kan købe. Men du har pligt til at begrænse indkøbene til det mest nødvendige.

– Du kan købe tøj, toiletsager og andet, der svarer til indholdet i kufferten, og som du har behov for, i den tid du må undvære din bagage. Det indebærer, at du kan købe et jakkesæt eller en kjole, hvis du skal til bryllup. Men skal du først og fremmest nyde solen ved poolen, er det næppe nødvendigt med en ny aftenkjole, selv om du har en med i bagagen, siger Lene.

Når du skal på aktivitetsferie, vil du som regel kunne leje ski, cykel og andet sportsudstyr op til maksbeløbet, der oftest er et par tusinde kroner (tjek dækningen på din rejseforsikring). Det samme gælder for barnevogn, barnesæde og lignende.

– Det er vigtigt at kontakte os først og at gemme alle kvitteringer for udgifter, du ønsker at få erstattet, oplyser eksperten.

Væk for altid

Hvornår kan du regne bagagen for bortkommen? Hvis der går flere uger, uden at den er kommet frem, og flyselskabet endnu ikke ved, hvor den befinder sig, kan du søge om erstatning fra flyselskabet eller Gjensidige. Lene anbefaler dig at vente i mindst fem uger. At bagage, der er tjekket ind, ikke kommer frem til bestemmelsesstedet, sker nemlig meget sjældent.

– Da vi undersøgte det i 2013, viste det sig, at en ud af 50.000 kufferter forsvandt for altid, fortæller hun og minder om, at bagage, som bliver fundet efter, at du har fået erstatning, er Gjensidiges ejendom.

– Men du kan selvsagt erhverve den tilbage ved at tilbagebetale den erstatning, du har modtaget.

Ødelagt ferie

Ferien bliver måske ikke helt den samme uden din bagage. Det kan være meget irriterende, men det betragtes ikke som så alvorligt, at rejseforsikringen giver dig erstatning for ødelagt ferie.

– Du kan godt få erstatning for tabte feriedage. Det sker dog kun ved sygdom eller ulykkestilfælde, som fører til, at en læge beordrer dig at blive i sengen og/eller ved sygehusindlæggelse – eller ved hjemtransport, som dækkes af forsikringen, siger Lene, og kommer med fire bagagetips.

1. Læs bestemmelserne for indleveret bagage

Både transport- og forsikringsselskabet har bestemmelser for, hvad du ikke kan sende som indleveret bagage. Bryder du bestemmelserne, kan du ikke regne med at få erstatning.

2. Pak ikke mad i kufferten

Dansk rugbrød og en lækker leverpostej er hyggeligt at have med på rejsen. Men hvis din bagage bliver flere dage forsinket, kan du få en ret så ubehagelig oplevelse, når du åbner kufferten.

3. Pak det vigtigste i håndbagagen

Værdigenstande, bil- og husnøgler hører hjemme i flyets kabine. Efter en lang rejse vil de fleste gerne hjem så hurtigt som muligt, og så er det ekstra surt at stå på parkeringspladsen uden nøgler, eller at måtte ringe efter låsesmeden for at kunne komme ind i sit hjem.

4. Planlæg transport af specialbagage

Sæt dig godt ind i reglerne for specialbagage. Eksempelvis har mange deres eget våben med på jagtrejser i udlandet. I sådanne tilfælde er det vigtigt at planlægge det godt og klare papirarbejdet inden afrejse – ikke mindst i forbindelse med, at du skal passere sikkerhedskontrollerne flere gange på rejsen.

Husk en rejseforsikring inden afgang!

Med rejseforsikringen i kufferten kan du nyde ferien uden bekymringer og undgå, at din ferie bliver dyrere, hvis noget ikke går helt som planlagt.