Mobilopladning

Hver anden trodser brandfare og oplader mobiltelefonen om natten

Offentliggjort: 1.5.2019  |  Sidst opdateret: 2.5.2019

Halvdelen af danskerne oplader deres mobiltelefon om natten, viser ny undersøgelse fra Gallup. Dette på trods af, at der de sidste par år har været flere tilfælde af brande, der er startet på grund af mobiltelefoner. Skadedirektør fra Gjensidige guider her til, hvordan man undgår risiko for uheld. 

For mange danskere er det hver dag en naturlig del af aftenrutinen at sætte opladerkablet i mobiltelefonen, og lægge den til opladning, inden man skal sove. Men det bør man måske overveje en ekstra gang fremover, mener skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild:  

”Det er bekymrende, at så mange tager chancen og oplader deres telefoner om natten. Vi ser ofte brande, der er startet i elektronik, og det undrer mig, at så mange stadig udsætter sig selv, naboer og familien for fare,” siger Henrik Sagild.

Han minder samtidig om, at man altid bør have brandalarmer installeret i de rum, hvor man har elektronik med strømtilslutning.

Uoriginale opladere kan øge risikoen for brand

De fleste har nok prøvet at komme hjemmefra uden en oplader, og i løbet af dagen står man med en ”død” mobiltelefon i hånden. Her kan det være fristende at smutte i nærmeste butik og købe en billig, uoriginal oplader. Problemet er blot, at nogle billige, uoriginale opladere kan være farlige at bruge. Om de uoriginale opladere siger Henrik Sagild følgende:

”Uoriginale opladere af lav kvalitet samt elektronik med fejl i kan øge risikoen for at der opstår brand. Det kan være næsten umuligt at opdage en brand, der opstår om natten, og det er derfor vigtigt, at man altid oplader sit elektroniske udstyr med originale ladere og ikke mindst, når man er vågen,” siger Henrik Sagild.

Gode råd til opladning af elektronikken

En sidste ting, man måske ikke lige tænker over, er hvor mobilen lægges til opladning. Men måden man oplader sin mobil eller computer på, kan faktisk have stor betydning for ens sikkerhed. Følger man dog Henrik Sagilds gode råd, omkring hvordan man bør oplade sin elektronik, er man godt på vej mod at minimere risikoen for brand:

”Hvis man oplader sin computer eller telefon i sofaen, under en pude eller i sengen, kan det skabe så meget varme, at der i sidste ende kan opstå ild- og røgudvikling. Derfor skal man altid oplade på en ikke-brandbar overflade og holde øje med, om ledningen eller opladeren har synlige skader eller bliver ekstremt varm,” siger Henrik Sagild.

Med lidt sund fornuft, og følgende gode råd, burde du altså kunne sove trygt om natten.

6 gode råd til opladning af elektriske apparater

Husk røgalarmen i alle rum, hvor du har elektronik eller opladere

Sørg for at oplade når du kan holde øje med opladeren

Tjek at stik og ledning ikke har synlige skader

Brug originale opladere

Undgå at lægge opladeren på et brandfarligt underlag, fx i sofaen eller sengen

Dæk ikke opladeren eller enheden til, når den oplades, da den kan blive overophedet