tagrende

Sådan undgår du fugt i boligen – 3 tips til at undgå fugt i dit hjem

Offentliggjort: 7.6.2019  |  Sidst opdateret: 2.7.2019

Det siges, at problemer med fugt i boligen opstår, hvis man bor på en vej, der hedder noget med vand ligesom Søgade, Mosetoften og Åboulevarden. Men, bare rolig, det har intet på sig. Ifølge Gjensidiges opgørelser bliver 10% af boligejere ramt af fugtrelaterede skader, fuldkommen uafhængigt af, hvad vejen hedder. Med nogle få tips, kan du dog selv forebygge problemet med fugtskader, og ejer du en ældre bolig, er det en rigtig god ide at læse videre.

Vidste du, at hver 10. boligejer bliver ramt af råd eller svamp?

Det er en klassisk folketro at huse beliggende i områder, hvis navn peger på noget med ’vand’, har større risiko for at blive ramt af fugtrelaterede problemer. Bor du eksempelvis på Mosetoften, Søgade eller Strandvejen, skulle dit hus være særligt udsat. Som om selve navnet får vandet til at sive op gennem fundamentet. Men bare rolig, det er overtro.
Fugt forekommer i virkeligheden ret ofte, især i ældre huse. Taksator hos Gjensidige, Morten Svarre Langner, forklarer:

»Der kan være en helt naturlig fugtindtrængning gennem vægge og gulve, og der kan opstå fugtaftegninger via kuldebroer, som også er helt naturlige for ældre huse. Der er rigtig mange ældre huse, hvor der løbende kan opstå fugtaftegninger, og det er ikke ensbetydende med, at huset så er farligt at bo i på grund af f.eks. skimmel. Det er vigtigt at være opmærksom på udluftning, og der kan løbende være fugt og fugtaftegninger, der skal tørres eller vaskes væk.«

LÆS OGSÅ: Kuldebroer og krybekældre

Hvad kan du selv gøre for at undgå fugt?

Forebyggelse af fugt handler altså ikke om navnet på den vej, hvor du bor. Det handler om alderen og typen af din bolig. Og så handler det om at sikre sig, at huset er bygget korrekt. Byggesagkyndig Bo Halm Andersen, fra rådgivningsvirksomheden EBAS, giver her tre tommelfingerregler til, hvordan du selv kan forebygge fugt i boligen.

1: Tjek ventilationen under taget

»Et af de store problemer ved boliger er manglende ventilation under taget, som kan give fugt og råd i tagkonstruktionen. Her er det vigtigt, at man kravler op i tagrummet og fornemmer, om der er luftigt og gennemtræk – og om der er afstand mellem isoleringen og tagpladerne, så eventuel fugt kan få lov at bortventilere,« siger Bo Halm Andersen.

2: Tjek den udvendige klimaskærm

Den udvendige klimaskærm dækker over huset ydre ”beskyttelse”, såsom tag, mure, vinduer og tagrender. Klimaskærmen har altså til formål at sikre huset mod indtrængende fugt, forklarer Bo Halm Andersen: »Det er vigtigt at sikre sig, at klimaskærmen er tæt. Det vil sige, at der ikke er revner i taget eller ydervægge, eller udfaldne fuger, som ikke er blevet vedligeholdt. Det er også vigtigt at sikre sig, at tagrenderne er rensede og klar til at lede regnvandet væk, så det ikke siver ind i husets konstruktioner.«

3: Tjek vådrummets fliser

»Vådrum er altid vigtige at holde øje med. Her gælder det om at sikre sig, at fugerne er tætte, samt at der ikke er revner i fliserne i badeværelset. Varme- og fugtpåvirkningen kan meget hurtigt føre til råd i den underliggende konstruktion,« fortæller Bo Halm Andersen.

Svært helt at komme udenom fugt

Selvom du følger alle de nævnte tommelfingerregler, så findes der ingen helgarderinger mod fugt og skadevirkningerne af det.

»Som huskøber skal man være meget opmærksom på, hvad det er for et hus, man gerne vil købe. Det er f.eks. meget sjældent, at kældre er klassificeret som, og i øvrigt egnet til, beboelse. Det gælder især, hvis man køber et hus med kælder fra før 1977. Det gælder også, selvom huset og kælderen ser fin ud, når man er ude og kigge på det før køb,« fortæller Morten Svarre Langner fra Gjensidige.

Hvis du har forelsket dig i et ældre hus, kan du næsten være sikker på, at fugt er blandt din kommende boligs dårlige sider. Uanset hvor mange forholdsregler du selv træffer for at undgå problemet, er det altså vigtigt at være forsikret, for at være sikker på ikke at skulle hive den helt store check op af lommen for at udbedre fugtskader.

Læs mere om vores ejerskifteforsikring eller beregn din pris på vores boligpakke - en samlet forsikringsløsning, der er skræddersyet til dig, der bor i hus.