Gode råd når naturen raser

Hvert år ser vores forsikringstaksatorer mange forskellige slags skader. Mange af dem skyldes naturens luner som fx storm, skybrud og sne. Men også brand er en stor og alvorlig skadevolder.

En del af disse skader kan forebygges, eller skadens omfang kan begrænses ved at følge nogle få gode råd.

I samarbejde med vores taksatorer har vi samlet en håndfuld gode råd til dig, som ikke koster særlig meget, men som kan vise sig at være meget værd på lang eller kort sigt for dig, din virksomhed og dine medarbejdere.

Vand - hvad kan du gøre?

Vand kan trænge ind de mest uheldige steder, og nogle gange går det langt hurtigere, end man regner med. Især kældre er meget udsatte i forbindelse med kraftigt regnvejr.

Det kan du selv gøre for at forebygge vandskader: 

  • Tjek jævnligt at tagrender, kælderhalse, lyskasser, kloakker og andre afløb er fri for affald som fx nedfaldne blade. Vandet skal have mulighed for at løbe væk, ellers kan du risikere, at skaden ikke er dækningsberettiget
  • Hold øje med prognoser for kraftig nedbør
  • Sørg for dræn både under og uden for bygningen. Vær især opmærksom på effektivt dræn, hvis terrænet skråner ind mod bygningen
  • Installer et "højtvandslukke", der spærrer for opstigende kloakvand. Det kan være i form af enten en ventil eller en kugle, der spærrer røret. Det koster ikke ret meget, men indsatsen kommer mange gange igen, hvis uheldet er ude
  • Hvis du har kælder: Sørg for at løfte dine ting mindst 10 cm. fra kældergulvet. Placér alt på et underlag fx europaller (gælder også vaskemaskine mv.). Undgå at opbevare dyre ting i kælderen
  • I private boliger er det vigtigt at holde øje med husets vaskeskabe, hvis rørene i skabene er synlige. Står et rør og drypper meget, kan der opstå vandskade, som kan få gulvet til at rejse sig. Er rørene synlige, er du selv ansvarlig for skaden

Hvis du får en vandskade, skal du:

  • Sørge for skadebegrænsning med det samme – enten ved at gøre det selv eller ved at tilkalde professionel hjælp. Som forsikringskunde har du pligt til at begrænse skaden. Ring evt. til Dansk Bygningskontrol på tlf. 72 28 28 19
  • Sætte affugtere op
  • Ved mistanke om en vandskade skal du reagere med det samme. Risikoen for skimmelsvamp er stor og kan opstå i løbet af få dage, hvis der ikke tages hånd om vandskaden

Storm - før og efter

Storm er, når vindhastigheden er 25 m/s, men allerede ved hård kuling 17 m/s kan enkelte vindstød være af stormstyrke. Det er en god ide at kigge tage efter både før og efter en storm.

Før en storm:

  • Tjek DMI  for lokale stormvarsler
  • Det er en god idé engang imellem – og før en varslet storm – at kigge taget igennem – herunder understrygningen ved tegltag
  • Du skal især kigge efter, om tagstenene ligger lige – dvs. om understrygningen er god nok. Er den det, risikerer du heller ikke at få nedbør ind i tilfælde af regn og sne
  • Husk også at lukke døre og vinduer – vær især opmærksom på at få lukket alle ovenlysvinduer
  • Udendørsmøbler bør sikres og haveparasoller slås sammen
  • Igangværende ombygning/tilbygning bør sikres og afdækkes korrekt

Efter en storm:

  • Når der har været stormvejr, bør du gå en tur rundt om bygningen og se efter, om der er sket skade på taget
  • Du har pligt til at forsøge at begrænse skaderne. Det betyder, at du ved en skade med det samme får dækket ordentligt af. Ring evt. efter professionel hjælp hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre

Stormskader er dækket af ejendommens forsikring. I følge forsikringslovgivning er det dog din pligt som forsikringstager at tage de nødvendige skridt for at formindske skadens omfang og evt. følgeskader.

Sne - find skovlen frem

Sne er ikke i sig selv en stor skadevolder, hvis den bliver skrabet væk i tide! De største problemer opstår i form af snetryksskader, som kommer af tung sne, der får lov til at ligge og holde på væden, og derved skaber et stort tryk på især tage med en hældning på under 25 grader.

Har det sneet, bør du være særlig opmærksom på:

  • At rydde fortove omkring din ejendom – det har du pligt til
  • At få skrabet sne væk fra flade tage med en hældning på under 1 meter. Det gælder fx bygninger med fladt tag og tilbygninger med PVC-tag 
  • Hvis du opdager, at der er snetryk på taget, så sæt om muligt en stolpe eller to nedenunder for at skabe modtryk
  • Vi dækker skader på grund af snetryk under forudsætning af, at der er tale om pludseligt opståede skader. Få derfor fejet sneen væk hurtigst muligt.
  • Brug aldrig en ukrudtsbrænder til at smelte sne på flade tage!

Brand - røgalarmer og sund fornuft

Brandalarmer er den bedste beskyttelse mod alvorlige brandulykker. De største personskader sker ved røgforgiftning. Det er derfor godt at have flere brandalarmer og røgalarmer – specielt bør du sørge for alarmer i rum med maskiner, printere mv.

Det kan du gøre for at forhindre en brand i at opstå eller udvikle sig:

  • Sluk for alle el-installationer: kaffemaskiner, PC’ere og timere på TV-udstyr osv. – når arbejdspladsen forlades. Der er set masser af eksempler på totalt udbrændte tagkonstruktioner, som kunne have været undgået, hvis blot der havde været slukket på kontakten
  • Brandtæpper er rigtig godt at have liggende, og kan bruges ved mindre brænde, som fx hvis der pludselig opstår brand i en PC 
  • Adgang til brandslukningsmateriel 
  • Sørg for at affaldscontainere er fri af hovedbygning og evt. tagkonstruktioner

Hvis det brænder:

  • Kom ud af bygningen med det samme
  • Ring 112
  • Flugtveje skal være frie. Sørg altid for at nødudgange som fx køkkentrapper altid er frie og ikke barrikaderet af ting eller skabe. Bygningen skal have markerede flugtveje. Det er særligt vigtigt, hvis det brænder i fx en beboelsesejendom
  • Branddøre skal holdes lukkede