Hop til indhold

Sådan beskytter du værktøj og maskiner mod tyveri

Tyveri af værktøjer og maskiner kan få økonomiske konsekvenser for din virksomhed. Få vores bedste tips til hvordan du kan få dit værktøj igen, hvis ubudne gæster 'låner' dine egendele.

TEMA: Indbrud og tyveri i byggebranchen

Sammen med DI Byggeri sætter vi fokus på at minimere indbrud og tyveri fra varebiler og byggepladser i den danske byggebranche i 2025.

Et tyveri kan hurtigt betyde udgifter på mange tusinde kroner i både genanskaffelsespriser og ikke mindst tid – fx tabt arbejdstid fordi en arbejdsopgave ikke kan færdiggøres før det nødvendige værktøj eller materiale er genanskaffet. Det sidste dækker forsikringen nemlig ikke. For at minimere risikoen for tyveri er det vigtigt at implementere effektive opbevarings-, mærknings- og registreringsmetoder. Her er nogle tips til, hvordan du kan beskytte dine værdifulde ejendele:

Opbevaring

Sørg for at opbevare værktøj og materialer i sikre, låste områder, når de ikke er i brug. Brug forstærkede låse og sikkerhedsskabe for at forhindre uautoriseret adgang. Overvej også at bruge mobile opbevaringsenheder, der kan flyttes til sikre steder efter arbejdstid eller fx tages med ind i hjemmet, hvis dine medarbejdere har bilen med hjem.

Mærkning

Mærkning af værktøjer og materialer kan hjælpe med at identificere ejendele og afskrække tyve. Brug permanente mærker, GPS- eller DNA-mærkning og indgraveringer med virksomhedens navn og kontaktoplysninger. Dette gør det sværere for tyve at sælge stjålne varer og lettere for politiet eller private vagtselskaber at returnere fundne ejendele. Faktisk er det den eneste mulighed, der er for reelt at kunne identificere og returnere værktøjet til den retmæssige ejer.

Registrering

Hold en detaljeret registrering af alle værktøjer og materialer, inklusive serienumre, kvitteringer og billeder. Brug digitale systemer til at opbevare disse oplysninger, så de er let tilgængelige. Regelmæssige opgørelser kan hjælpe med at opdage manglende ejendele hurtigt og effektivt. 

Virker kun hvis du følger det til dørs

Men husk, at det ikke hjælper noget med fx mærkning, hvis det ikke følges til dørs. GPS-udstyr og DNA-mærkning virker kun, hvis man rent faktisk får mærket udstyret og husker at skifte batteri på GPS-udstyret. 

Selvom det kan være en økonomisk investering at mærke værktøj og have et abonnement hos en leverandør, kan det være en god investering, når man tager de medfølgende omkostninger ved et indbrud, som forsikringen ikke dækker, i betragtning, fx tabt arbejdstid og -fortjeneste.

Er din virksomhed en del af statistikken?

De sidste 11 år er der sket 55.000 indbrud i vare- og lastbiler og knap 12.500 indbrud på byggepladser. Få vores eksperters bedste råd og undgå at det sker for jer (igen).

Forebyg indbrud på byggepladsen

Med vores eksperters 6 konkrete tips kan i reducere risikoen for indbrud på byggepladsen.

Fik stjålet værktøj for over 93.000 kr. Så tog de sagen i egen hånd.

Jespersen Byg fik stjålet værktøj for over 93.000 kr en efterårsnat. Så tog de sagen i egen hånd og indbrudssikrede bilen.