Når du køber en skadeforsikring i Danmark, betaler du afgifter til staten og til de hjælpefonde, som Folketinget har oprettet. Det er Folketinget, der vedtager og fastsætter størrelsen på de forskellige afgifter, og forsikringsselskaberne er blevet bedt om at opkræve dem.
Afgifter til hjælpefonde dække udgifter ved meget store skadesituationer som for eksempel storme og oversvømmelser, hvor alle borgere betaler solidarisk via forsikringen. Af hensyn til trafiksikkerheden i Danmark er der også indført afgifter for at få gamle udtjente biler væk fra vejene.
Afgifterne bliver opkrævet med det fulde beløb og deles ikke op i rater, selv om du har indgået aftale med forsikringsselskabet om at betale forsikringerne månedligt, kvart-, halv- eller helårligt. Eneste undtagelser fra denne regel er statsafgiften og miljøbidraget, der begge følger opkrævningerne.
Pr. 1. januar 2013 indføres en ny afgift kaldet Skadeforsikringsafgift, som afløser for den tidligere Stempelafgift. Skadeforsikringsafgiften bliver opkrævet sammen med din præmie.
Allerede afregnede afgifter tilbagebetales som hovedregel ikke ved en opsigelse af en forsikring, eller hvis du skifter forsikringsselskab. De forskellige afgifter fremgår som en selvstændig del af tilbuddet, policen og den årlige forsikringsoversigt. Eneste undtagelse er statsafgiften på motorkøretøjer og Skadeforsikringsafgiften, der afregnes direkte til statskassen. Afgifterne kan sammenlignes med moms, som findes på alle andre varer og tjenesteydelser.