Hop til indhold

10 gode råd til dit hussalg

At sælge hus kan virke som en stor opgave. Derfor har vi samlet vores 10 bedste råd til dit hussalg, så du hurtigt kan blive klar til at rykke ind i dit næste hjem.

1. Find den rigtige ejendomsmægler De fleste vælger at bruge en ejendomsmægler. Det er dyrere end gør-det-selv, men til gengæld klarer de blandt andet papirarbejde og markedsføring for dig. Vil du bruge en ejendomsmægler, bør du tale med flere forskellige, inden du vælger, da der kan være stor forskel på, hvordan mæglerne gør tingene.

2. Ret fejl og mangler Før du sælger dit hus, skal du have lavet en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport. Er der mange fejl og mangler angivet i rapporterne, kan det skræmme potentielle købere væk. Det er derfor en god idé at rette op på de fejl, du kan, uden at bruge en formue på det. Fiks for eksempel dryppende vandhaner, løse håndtag og slidt træværk.

3. Energi og varme er vigtige parametre Få lavet et energimærke, der viser husets energiforbrug og mulighederne for at spare på energien. Stigende energipriser betyder mere fokus på både energikilde og energimærke. Et dårligt energimærke fremstiller huset som dyrt i drift. Hør din mægler, om det kan give mening at udskifte din energikilde, hvis den er mindre god.

4. Hold igen med større renoveringer Det er måske ikke pengene værd at renovere for eksempel badeværelse eller køkken inden et salg. Er du i tvivl, kan du spørge din ejendomsmægler, om det giver mening for dig at renovere.

5. Rent, pænt og ’less is more’ Det er lettere at se sig selv i et rent og pænt hus. Derfor er det vigtigt at gøre hovedrent i huset og fjerne ting, der får huset til at fremstå rodet, for eksempel vasketøj eller en masse opslag på køleskabet. Og et ekstra trick: Mange møbler og nips kan få huset til at se mindre ud – så fjern det, hvis du kan.

6. Let there be light! Lys skaber varme og får rummene til at syne større, og det kan boligkøbere godt lide. Så hiv gardinerne til side, læg en lys dug på det mørke spisebord og få masser af lys ind i huset.

7. Skab hygge i huset Boligkøbere søger ikke et hus, de søger et hjem. Sørg derfor for at gøre huset hjemligt og hyggeligt med friske blomster, stearinlys og varme radiatorer. Og ja, det gamle trick med friskbagt brød virker – det er lidt snyd, men det virker!

8. Det er ikke kun det indre, der tæller Det første, en potentiel køber ser, er ikke huset, men omgivelserne. Du bør derfor sikre dig, at hovedindgang, have og garage ser pænt og indbydende ud. Pak cykler væk, slå græsset, læg hynder i havemøblerne og så videre.

9. Få friske øjne på Man kan let stirre sig blind på sit eget hjem, så når du synes, du er klar til salg, så få en ven eller et familiemedlem forbi og give deres tips. De kan ofte se ting, du selv har overset.

10. Pas på indbrudstyve Nogle indbrudstyve er snu nok til at kigge med på salgsannoncer og tage til fremvisninger. Derfor bør du gemme eller helt fjerne værdigenstande, for eksempel ure eller smykker, både når der tages billeder til salgsannoncen og under fremvisninger. Husk også at tjekke vinduerne efter en fremvisning. Nogle kan finde på at lade et vindue stå på klem, så de kan komme på besøg senere.

Kender du til sælgeransvarsforsikring?

Sælgeransvarsforsikringen dækker dig i 10 år, hvis køberen af dit hus opdager skjulte fejl og mangler, som du kan blive stillet til ansvar for.

Forudsætninger for sælgeransvarsforsikring

For at du kan bruge din sælgeransvarsforsikring skal:

  • Der være lavet en tilstands- og elinstallationsrapport.
  • Vi ønsker at give tilbud på en ejerskifteforsikring.
  • Der ikke er tale om et fredet hus eller et hus, som sælger har købt med henblik på renovering og videresalg.
Hvad dækker sælgeransvarsforsikringen?
  • Jordforurening, som du ikke har haft kendskab til eller er skyld i.
  • Ulovlig bygningsindretning.
  • Ulovlig kloak og stikledning udenfor huset.
  • Andre forhold nede i grunden, som giver skader på bygningerne.

 

Det er bedst at være ærlig, når du sælger din bolig, hvis du ved, der er skader på hus eller grund. Hvis du kender til skader, som du ikke fortæller køber om, kan sælgeransvarsforsikring ofte ikke dække.

Hvad er de typiske skader?

De mest almindelige skader, vi får anmeldelser om, er:

  • Jordforurening efter nedgravede olietanke (hvor de bliver mødt med et krav fra den nye ejer).
  • Ulovlige brønde på grunden.
Hvad er forskellen på sælgeransvar- og ejerskifteforsikring?
  • Ejerskifteforsikringen dækker huskøberens økonomiske tab i forbindelse med overtagelsen af sit nye hjem.
  • Sælgeransvarsforsikringen dækker sælgers ansvar i 10 år i forbindelse med salget af boligen.

Har du spørgsmål til sælgeransvarsforsikringen?

Nogle gange er det bare lettere at tale sammen. Har du spørgsmål til forsikringen, hvordan du er dækket eller noget tredje, er vores Boligteam klar til at hjælpe på: 88 18 68 93.

Relaterede artikler

Klar til flytningen? Her er de bedste råd

Skal du snart flytte? Få vores praktiske tips til, hvordan du planlægger, pakker og sikrer dit indbo, så flytningen bliver så smidig som mulig.

5 gode råd til efter flytningen

Flytningen er overstået, men der er stadig nogle ting, der skal på plads. Få overblik over forsikringer, sikkerhed og økonomi med vores fem simple råd.