Hop til indhold

Stop med at slukke for varmen

Spar på varmeregningen på den rigtige måde

"Den ideelle temperatur i hjemmet er 20–22 °C, og man bør ikke gå under 18 °C" - Lene Rasmussen, direktør for Skade i Gjensidige.

Det kan få alvorlige konsekvenser for helbredet og boligens tilstand, hvis du slukker helt for varmen i dit hjem under de kolde vintermåneder. Vi har samlet 5 gode råd til at spare på varmen.

Mange forsøger at begrænse eller skære ned på varmeforbruget. Men det er ikke uden risiko, for hvis du køler din bolig for meget ned, så kan det give skimmelsvamp gunstige levevilkår. 

"Det er en tommelfingerregel, at man kan spare 5% af varmeregningen, for hver grad, man sænker temperaturen. Men man skal passe på, så det ikke bliver for koldt og fugtigt"

- Lene Rasmussen, direktør for Skade i Gjensidige

Skimmelsvamp kan hurtigt opstå, hvis der ikke luftes ud og hjemmet ikke bliver varmet ordentligt op. Og det kan både påvirke boligens tilstand og i værste fald være meget sundhedsskadeligt for dig og din familie.

”Det er fuldt forståeligt, at mange danskere gerne vil spare på varmen i vinterhalvåret, men det må ikke blive på bekostning af boligens tilstand og beboernes helbred. Skimmelsvampen ødelægger ikke din bolig, er værre endnu, farligt for helbredet. Det kan give problemer med luftvejene, forårsage hovedpine samt allergier. Derfor skal man virkelig være forsigtig med, hvordan man vælger at holder varmeregningen nede,” siger Lene Rasmussen. 

Den rigtige måde at spare på varmeregningen på

Luft ud, hold alle værelser i boligen ved samme temperatur, lad ikke termometeret vise under 18 grader. Der findes mange gode råd til, hvordan du skal forholde dig denne vinter, hvis du gerne vil bevare et godt indeklima og samtidig undgå at bruge store summer på varme. 

Mange danskere er desværre ikke opmærksomme på, at forsikringen sjældent dækker angreb af skimmelsvamp, hvis det er opstået på grund af manglende udluftning eller mangelfuld opvarmning. 

”Angreb af skimmelsvamp, der opstår på grund af manglende udluftning og opvarmning, er ikke dækket af forsikringen, så det er vigtigt, at man selv sørger for at have et godt og sundt indeklima i hjemmet,” siger Lene Rasmussen. 

5 råd til at spare på varmen

  • Sænk temperaturen med omtanke. Du kan spare op til 5 % på varmeregningen ved at skrue ned for temperaturen med bare 1°C. Husk dog at holde temperaturen på mindst 18°C.
  • Hold samme temperatur i hele boligen. Undgå store forskelle i temperatur mellem rummene. Det gør opvarmningen mere effektiv og holder energiforbruget jævnt.
  • Tjek isoleringen i vinduer og døre. Se efter utætheder ved vinduer og døre, og brug tætningslister for at lukke træk ude. Det kan reducere varmetabet og spare på varmeregningen.
  • Luft effektivt ud. Lav korte, men effektive udluftninger – åbn vinduerne helt i 4-5 minutter, og luk dem derefter igen. Det frisker luften op og sænker luftfugtigheden, så opvarmningen bliver lettere.
  • Giv varmen plads til at fordele sig. Undgå at placere møbler tæt op ad radiatorerne. Sørg for, at der er mindst 20 cm luft omkring dem, så varmen kan cirkulere frit i rummet.

Relaterede artikler

Undgå brand- og elektronikskade i dit hjem

Pas godt på både dig selv og dine ting. Få vores bedste råd til at undgå brand i dit hjem.

Sådan sikrer du dig mod vandskader

Naturens luner kan medføre vejr- og vandskader på dit hjem og ting. Få vores råd til at undgå skader.