Hop til indhold

Dækker forsikringen hele badeværelset ved vandskade – eller kun den del der er skadet?

Spørgsmål: Ved vandskade i et ældre badeværelse – hvor kun en del af rummet er skadet, fx efter frostsprængning – dækker forsikringen så kun skaden, eller også en opdatering af hele badeværelset til nutidige standarder (fx vådrumssikring)?

Man arbejde med værktøj

Det korte svar

FYR LØS er anonymt

I det her spørgsmål spiller både badeværelsets opbygning og den konkrete skade en stor rolle. Den har vi ikke adgang til, så vi svarer her på et generelt niveau.

Vil du have et svar, der tager højde for din egen sag, er det kundeservice, der bedst kan hjælpe dig. 

Vi får jævnligt spørgsmål som det her – især når der opstår skader i ældre badeværelser, som ikke er bygget efter de krav, der gælder i dag.

Det korte svar er:
Forsikringen dækker som udgangspunkt udbedring af den konkrete skade – ikke nødvendigvis en fuld opgradering af hele badeværelset. Men i praksis afhænger det af, hvad der er muligt at udbedre på en håndværksmæssig forsvarlig måde.

Hvad dækker forsikringen typisk ved vandskade?

Når der opstår en vandskade, er udgangspunktet, at forsikringen dækker det, der er nødvendigt for at udbedre den konkrete skade.

Det vil sige:

  • at bringe det beskadigede tilbage i samme stand som før
  • men ikke nødvendigvis at renovere hele rummet

Derfor vil omfanget af udbedringen ofte afhænge af, hvor skaden er, og hvad det kræver for at udbedre den.

Hvad hvis kun en del af badeværelset er skadet?

Det er en situation, mange står i: at kun en del af badeværelset er ramt – fx efter en skade på et skjult rør.

Her opstår spørgsmålet ofte, om man kan nøjes med at udbedre det partielt - altså begrænse sig til det område, hvor rørskaden konkret er (f.eks. i en bruseniche), eller om hele badeværelset skal med i udbedringen.

I nogle tilfælde kan en delvis løsning fungere. I andre tilfælde er der tale om en konstruktion, hvor det ikke giver mening kun at reparere et mindre område, eller hvor det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre.

Det afhænger bl.a. af:

  • hvordan gulv og vægge er bygget op
  • og om det er muligt at lave en håndværksmæssig korrekt løsning uden at åbne mere op. 

Hvad er vådrumssikring – og hvad betyder BR18?

Vådrumssikring handler om at gøre badeværelset tæt, så vand ikke trænger ud i andre konstruktioner og bygningsdele.

Der har i mange år været krav til, hvordan vådrum skal udføres – i dag fremgår de bl.a. af Bygningsreglementet (BR18). Kravene handler overordnet om, at badeværelset skal kunne modstå fugt og vand uden at give skader på bygningen, men hvordan det konkret udføres, afhænger af konstruktionen og det arbejde, der udføres.

Det kan fx handle om:

  • hvordan overflader udføres, så de kan modstå fugt og vand
  • hvordan vand håndteres i udsatte områder, fx omkring afløb
  • hvordan samlinger og overgange udføres, så de er tætte

Ældre badeværelser (fx fra 70’erne) er ofte opført efter andre metoder end dem, man typisk anvender i dag.

Det betyder dog ikke automatisk, at hele badeværelset bliver opgraderet til nutidige standarder ved en skade. Men der kan være både situationer, dækninger og konstruktioner, som gør det muligt eller nødvendigt.

Men: Hvis der er tale om en mindre, lokal reparation, vil arbejdet som udgangspunkt kunne udføres efter de regler, der gjaldt, da badeværelset blev opført.

Det er først ved mere omfattende udbedringer, at der kan opstå krav om lovliggørelse – hvilket husforsikringen som udgangspunkt indeholder en dækning til.

Det vigtigste at tage med

Det er ikke kun et spørgsmål om “halvt eller helt”.

Det handler i høj grad om:

  • hvad der teknisk kan lade sig gøre
  • og hvad der giver en holdbar løsning

Derfor bliver det altid vurderet konkret i den enkelte sag.

Vores bedste råd

Hvis du står i en situation som den her, er det en god idé at få en så konkret vurdering som muligt – gerne med billeder og evt. en fagperson, der kan beskrive skaden.

Spørg ind til, hvorfor der bliver lagt op til en delvis eller fuld løsning. Det giver ofte en bedre forståelse af, hvad der faktisk ligger bag vurderingen.

Hvis du ikke er enig i vurderingen, findes der muligheder for at få sagen set på igen – fx ved at få en ny gennemgang eller benytte de klagemuligheder, der er.

Det vigtigste er, at løsningen hænger sammen og holder på den lange bane.

Tak for dit spørsgmål

Tak for dit spørgsmål – vi håber, det har givet lidt bedre overblik, også selvom vi af hensyn til anonymiteten har måttet holde os lidt på et mere generelt niveau.

Hilsen
FYR LØS

 

Relevante artikler

Sådan undgår du skader under ejerskifte

Mange ejerskifteskader sker indenfor det første år efter overtagelsen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på en række faktorer.