Aflyst fly på grund af brændstof? Her er dine rettigheder
Få overblik over, hvad du har ret til, og hvem der hjælper dig videre, hvis din rejse ikke går som planlagt.
Aflyst fly pga. brændstof? Her er, hvad du faktisk har krav på
Sommeren står for døren, og for mange betyder det én ting: ud i verden med kuffert og solbriller.
Men lige nu kan uro i Mellemøsten påvirke flytrafikken – og i nogle tilfælde føre til aflysninger på grund af brændstofproblemer.
Hvis du bliver ramt, er det ret rart at vide, hvor du står. Her guider vi dig kort gennem det vigtigste.
Hvis dit fly bliver aflyst på grund af brændstofmangel
Bliver din flyrejse aflyst på grund af brændstofmangel, er det flyselskabet eller rejsearrangøren, der har ansvaret for at hjælpe dig videre.
Brændstofmangel er et forhold, som flyselskabet hæfter for, og derfor er det også dem, du skal kontakte, hvis din rejse bliver påvirket.
Dækker rejseforsikringen hvis mit fly bliver aflyst?
Når et fly bliver aflyst på grund af brændstofmangel, er det flyselskabet eller rejsearrangøren, der sørger for refusion eller ombooking, så du kan komme videre eller få dine penge tilbage.
Har du selv sammensat din rejse uden en rejsearrangør, kan det være en god idé at vælge hotel eller feriebolig med mulighed for afbestilling helt frem til ankomstdagen.
På den måde undgår du at stå med udgifter, hvis du ikke kan komme frem som planlagt.
Dine rettigheder hvis flyet bliver aflyst
Hvis dit fly bliver aflyst, skal du altid henvende dig til flyselskabet. De skal tilbyde dig ét af følgende tre valg:
- Tilbagebetaling af billetten for den del af rejsen, der ikke kan gennemføres
- Ombooking til samme destination hurtigst muligt
- Ombooking til et senere tidspunkt på tilsvarende vilkår som den oprindelige billet
Du har ret til at vælge mellem refusion eller ombooking, uanset årsagen til aflysningen. Det er dog en god idé at være opmærksom på, hvad dit valg betyder i praksis.
Godt at vide før du vælger
- Vælger du tilbagebetaling, bortfalder retten til mad, drikke, hotelovernatning, transport og alternativ rejse fra flyselskabet.
- Vælger du ombooking, skal flyselskabet sørge for forplejning under ventetiden og – hvis nødvendigt – hotel og transport ved overnatning.