Hop til indhold

Dækker forsikringen, hvis en stjålet hovednøgle bliver brugt til tyveri?

Spørgsmål: Vores ejerforening har en hovednøgle til alle lejligheder. Hvad sker der forsikringsmæssigt, hvis hovednøglen bliver stjålet og brugt til at begå tyveri? Og findes der en fælles forsikring?

Kasper Nygaard Petersen

Kasper Nygaard Petersen

Sikrings- og Risikokonsulent, Gjensidige

Kort svar

FYR LØS er anonymt

Vi har tilpasset formuleringen af spørgsmålet en smule, så svaret også kan hjælpe andre, der står i en lignende situation.

Det korte svar er, at en ejerforening normalt ikke kan tegne en særlig forsikring, der dækker beboernes indbo, hvis en hovednøgle bliver stjålet og misbrugt.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at der ikke er dækning. Hvis hovednøglen opbevares i en forsikringsgodkendt nøgleboks, som er korrekt monteret, og nøglen bliver stjålet ved opbrud, vil et efterfølgende tyveri typisk kunne være dækket efter de relevante forsikringer.

Det vigtigste er derfor ofte ikke at finde en ekstra forsikring, men at sikre, at hovednøglen opbevares forsvarligt.

Hvorfor er svaret sådan?

Det kan være svært at lave én forsikring, som skal dække alle beboeres mulige tab. Et tyveri kan nemlig spænde fra få stjålne ejendele i én lejlighed til store værdier fordelt på flere boliger.

Derfor er fokus i stedet ofte på, hvordan hovednøglen er sikret, og hvordan den er kommet i de forkerte hænder.

"Grundlæggende kan foreningen ikke tegne en forsikring, der dækker sådan en hændelse. Vi ved jo ikke, om det er én lejlighed, der mister værdier for 20.000 kroner, eller 10 lejligheder til en samlet værdi af 2 millioner kroner."

- Kasper Nygaard Petersen, Sikrings- og Risikokonsulent, Gjensidige

Det afgørende er typisk

Det afgørende for, om I er dækkede i tilfælde af tyver afhænger blandt andet af:

  • hvordan hovednøglen opbevares
  • om nøgleboksen er forsikringsgodkendt
  • om nøgleboksen er korrekt monteret
  • hvordan nøglen er blevet stjålet
  • de konkrete vilkår i de relevante forsikringer

Det overser mange

Mange tror, at der automatisk ikke er dækning, hvis en tyv bruger en stjålet nøgle i stedet for at bryde en dør op.

Så enkelt er det ikke:

"Er det en ikke-godkendt nøgleboks, der brydes op, og hovednøglen bruges til at låse sig ind i en lejlighed, vil der normalt ikke være dækning. Men er nøgleboksen godkendt og monteret korrekt, og nøglen fjernes med vold, så vil der være dækning."

- Kasper Nygaard Petersen, Sikrings- og Risikokonsulent, Gjensidige

Det understreger, hvor stor betydning opbevaringen af hovednøglen kan have. Læs mere i vores artikel om godkendte nøglebokse her.

Hvad bør du gøre nu?

Hvis jeres ejerforening har en hovednøgle, kan det være en god idé at:

  • tjekke om nøgleboksen er forsikringsgodkendt
  • sikre at den er monteret korrekt
  • Dokumenterer det ved fotografering
  • begrænse adgangen til hovednøglen mest muligt
  • gennemgå jeres procedurer for udlån og opbevaring
  • kontakte jeres forsikringsselskab og få bekræftet, hvordan jeres løsning vurderes.

Hvad eksperten selv ville gøre?

Hvis det var mig, ville jeg lade udvalgte bestyrelsesmedlemmer opbevare en kopi af hovednøglen, som kan udlånes efter behov, frem for at have en fælles nøgle liggende i et rum med adgang for mange personer. 

- Kasper Nygaard Petersen, Sikrings- og Risikokonsulent, Gjensidige

Tak for spørgsmålet

Vi håber, at svaret har gjort jer lidt klogere på, hvordan forsikring og sikring hænger sammen, når en ejerforening har en hovednøgle til flere lejligheder.

Husk, at vilkår og regler kan variere fra selskab til selskab, så det kan altid være en god idé at få bekræftet dækningen hos jeres eget forsikringsselskab.

Med venlig hilsen FYR LØS 🔑