Hop til indhold

Uenig i taksatorens vurdering? Her er dine muligheder efter en forsikringsskade

Spørgsmål:  "Jeg har fået vurderet en skade af en taksator, men jeg er ikke enig i vurderingen eller den løsning, der bliver foreslået. Jeg synes heller ikke, jeg får en tilfredsstillende forklaring på, hvordan vurderingen er lavet. Hvad kan jeg gøre?"

Simon Toft Jensen

Simon Toft Jensen

Bygningstaksator og ekspert i husskader, Gjensidige

Det korte svar

FYR LØS er anonymt

Vi besvarer den generelle problemstilling, så svaret også kan hjælpe andre, der står i en lignende situation.

Hvis du er i tvivl om en taksators vurdering, behøver du ikke bare acceptere den uden videre.

Du har ret til at få forklaret, hvordan vurderingen er lavet, og hvilke oplysninger den bygger på. Er du fortsat uenig, kan du komme med yderligere dokumentation eller faglige vurderinger og bede om, at sagen bliver gennemgået igen.

Langt de fleste uenigheder bliver løst gennem dialog. Hvis det ikke lykkes, findes der også muligheder for at klage over afgørelsen.

"En taksators opgave er ikke at finde den laveste erstatning, men den korrekte erstatning ud fra de objektive omstændigheder og det, der står i betingelserne. Altid." - Simon Toft Jensen, bygningstaksator, Gjensidige

Sådan arbejder en taksator

En taksators opgave er at vurdere skaden ud fra de forsikringsbetingelser, der gælder i sagen.

Det handler ikke kun om at sætte en pris på det, der er blevet beskadiget. Vurderingen skal også tage højde for skadens omfang, årsag, de mulige løsninger og den dækning, forsikringen giver.

Derfor er målet ikke at finde den højeste eller laveste erstatning, men den løsning og erstatning, der passer til den konkrete skade ud fra de gældende forsikringsbetingelser.

Det er også i taksatorens egen interesse, at vurderingen holder. Hvis en afgørelse senere bliver udfordret eller påklaget, skal taksatoren kunne forklare og dokumentere, hvordan vurderingen er nået frem.

Mange oplever, at et rundt beløb virker tilfældigt. Men ofte kan taksatoren bryde vurderingen ned og forklare de beregninger og vurderinger, der ligger bag. Hvis ikke, skal det selvfølgelig udfordres.

- Simon Toft Jensen, bygningstaksator, Gjensidige

Hvis et beløb virker for lavt

Noget af det, der oftest skaber tvivl, er erstatningsbeløbet.

Måske virker beløbet lavere end forventet. Måske undrer du dig over, hvordan taksatoren er kommet frem til et bestemt tal.

I den situation er det helt fair at spørge:

  • Hvordan er beløbet beregnet?
  • Hvilke oplysninger bygger vurderingen på?
  • Er der taget højde for alder, slitage eller afskrivning?
  • Hvilke forsikringsvilkår ligger bag vurderingen?

Mange oplever, at et rundt beløb virker tilfældigt. Men ofte kan taksatoren bryde vurderingen ned og forklare de beregninger og vurderinger, der ligger bag.

"Hvis du ikke forstår vurderingen, har du naturligvis ret til at få forklaret, hvordan den er lavet." - Simon Toft Jensen, bygningstaksator, Gjensidige

Målet med en skadevurdering er at ramme rigtigt, hverken for højt eller for lavt.

- Simon Toft Jensen, Bygningstaksator og ekspert i husskader, Gjensidige

De fleste uenigheder bliver faktisk løst gennem dialog

Hvis man læser om forsikringssager på nettet, kan det nemt virke som om, at uenigheder ofte ender i konflikt.

Ifølge Simon Toft Jensen er virkeligheden som regel en anden.

Han ser selv mange skadesager hvert år, og langt de fleste bliver afsluttet uden større uenigheder. Når der opstår tvivl, handler det ofte om at få vurderingen forklaret bedre eller få flere oplysninger frem.

Det kan være, at kunden gerne vil forstå en beregning. Det kan også være, at kunden kommer med dokumentation eller oplysninger, som ikke indgik i den oprindelige vurdering.

Når begge parter får mulighed for at gennemgå sagen på et oplyst grundlag, finder man ofte en løsning. 

En vurdering bygger ofte på flere eksperter

Mange tror, at en taksators vurdering alene bygger på vedkommendes eget skøn. Men i praksis inddrages der ofte specialister, når en sag kræver særlig faglig viden.

Det kan eksempelvis være:

  • håndværkere
  • ingeniører
  • fugtteknikere
  • laboratorier
  • producenter eller leverandører
  • andre fagspecialister

Hvis der eksempelvis er tvivl om årsagen til en skade, kan der blive taget prøver og indhentet analyser. Hvis der er tekniske spørgsmål om et produkt eller en løsning, kan der blive indhentet vurderinger fra personer med specialviden.

Målet er altid at gøre vurderingen så saglig og objektiv som muligt.

Og på samme måde kan du som kunde vælge at indhente dokumentation eller vurderinger fra relevante fagfolk, hvis du mener, at noget væsentligt mangler i sagen.

"Målet med en skadevurdering er at ramme rigtigt, hverken for højt eller for lavt. Så altså, hvad er de faktiske omstændigheder, og hvad står der i betingelserne" - Simon Toft Jensen, bygningstaksator, Gjesndige

Du som kunde vælge at indhente dokumentation eller vurderinger fra relevante fagfolk, hvis du mener, at noget væsentligt mangler i sagen

Hvad gør du, hvis du stadig er uenig?

Hvis du fortsat mener, at vurderingen er forkert, er det en god idé at gøre uenigheden så konkret som muligt.

Det kan for eksempel være:

  • et tilbud fra en håndværker
  • en teknisk rapport
  • en vurdering fra en fagperson
  • billeder eller dokumentation, som ikke tidligere har været med i sagen

Ny dokumentation kan nogle gange ændre billedet af en skade. Det kan være oplysninger, undersøgelser eller faglige vurderinger, som ikke indgik i den oprindelige vurdering, og som derfor giver anledning til at se sagen igennem igen.

Hvad bør du gøre nu?

Hvis du er i tvivl om en vurdering:

  • Bed om at få vurderingen forklaret.
  • Spørg ind til de oplysninger og vilkår, vurderingen bygger på.
  • Indsend ny dokumentation, hvis du mener noget mangler.
  • Indhent eventuelt en faglig vurdering fra en relevant specialist.
  • Bed om genvurdering, hvis der kommer nye oplysninger frem.
  • Undersøg klagemulighederne, hvis I fortsat ikke kan nå til enighed.

Som kunde hos Gjensidige

Hvis du mener, at en skade er vurderet forkert, bør du først tage dialogen med skadebehandleren eller taksatoren og få vurderingen gennemgået.

Har du ny dokumentation eller faglige vurderinger, som kan belyse sagen yderligere, er det en god idé at sende dem ind, så de kan indgå i den samlede vurdering.

Hvis du fortsat er uenig i afgørelsen, kan du læse mere om Gjensidiges klagemuligheder og de næste skridt i processen her.

Tak for dit spørgsmål

Vi håber, at du er blevet klogere på, hvilke muligheder du har, hvis du er i tvivl om en taksators vurdering.

Heldigvis bliver langt de fleste sager afklaret gennem dialog, en nærmere gennemgang af vurderingen eller ny dokumentation. Og hvis du fortsat mener, at noget er vurderet forkert, findes der muligheder for at få sagen genovervejet.

Vi håber, at I finder frem til den rette løsning i den konkrete sag.

Mvh. FYR LØS

Relaterede artikler

Dækker forsikringen hele badeværelset ved vandskade?

Skal hele badeværelset laves – eller kun den del, der er skadet? Få overblik over, hvad forsikringen typisk dækker ved vandskade i ældre badeværelser.

Fejl efter boligkøb – hvad dækker ejerskifteforsikringen?

Opdaget fejl i fx nedsivningsanlæg efter overtagelsen? Her får du overblik over, hvad ejerskifteforsikringen typisk vurderer.

Kunne du bruge et godt råd?

Fyr løs. Vores eksperter sidder klar til at give et godt råd til lige præcis din situation. Helt anonymt.