Vi passer godt på dit CPR-nummer
Dit CPR-nummer er en fortrolig oplysning. Derfor vil vi gerne gøre det klart, hvornår vi bruger det, hvorfor vi har brug for det, og hvordan vi passer på det.
Et nyligt databrud hos en mindre dansk virksomhed har sat fokus på CPR-numre og på, hvordan personlige oplysninger bliver håndteret og beskyttet.
Det rejser naturligt spørgsmål om, hvem der har adgang til CPR-numre, hvorfor de bliver brugt, og hvordan de bliver beskyttet. Derfor forklarer vi her, hvordan vi behandler dit CPR-nummer.
Hvornår beder vi om dit CPR-nummer?
Det afhænger af, hvad vi skal hjælpe dig med.
Når du ønsker et forsikringstilbud I nogle tilfælde har vi brug for dit CPR-nummer for at hente de oplysninger, der gør det muligt at beregne den rigtige pris på din forsikring.
Takker du ja til tilbuddet, bliver dit CPR-nummer en del af dit kundeforhold hos os. Vi bruger det kun, når det er nødvendigt, og vi beskytter det med de sikkerhedsforanstaltninger, der gælder for personoplysninger.
Når du er blevet kunde Vi behandler dit CRP-nummer efter de lovgivninger og regler der er for os som forsikringselskab. Det følger blandt andet af § 69 i lov om forsikringsvirksomhed. Det kan for eksempel være, når vi skal:
- sikre, at penge bliver udbetalt til den rigtige person
- ændre din forsikring eller opdatere dine oplysninger
- behandle din sag korrekt
- opbevare nødvendige oplysninger i en periode, hvis der senere opstår krav eller spørgsmål til forsikringen
Hvorfor skal vi kunne identificere dig helt sikkert?
Mange mennesker har det samme navn, og adresser kan ændre sig.
Derfor bruger vi CPR-nummeret til at sikre, at oplysningerne knytter sig til den rigtige person.
Det er især vigtigt, når vi behandler en skade eller udbetaler penge.
Vi bruger kun dit CPR-nummer, når det er nødvendigt
Kan andre bruge dit CPR-nummer til at få adgang til din forsikring?
Det aktuelle databrud har fået mange til at spørge, om et lækket CPR-nummer kan bruges til at få adgang til eller ændre en forsikring.
Et CPR-nummer alene er ikke nok. Når vi behandler sager, ændrer oplysninger eller udbetaler penge, har vi procedurer, der hjælper os med at sikre, at vi har fat i den rigtige person.
CPR-numre er særligt beskyttede oplysninger, og vi må kun bruge dem, når vi har et konkret formål og et lovligt grundlag.
Når vi behandler dit CPR-nummer som en del af dit kundeforhold, sker det efter reglerne i blandt andet "Lov om forsikringsvirksomhed" og databeskyttelsesloven.
Vi beskytter dit CPR-nummer med både tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger. Samtidig er adgangen begrænset til medarbejdere, der har brug for oplysningerne for at udføre deres arbejde.
Vi bruger kun dit CPR-nummer, når det er nødvendigt og lovligt.
Kort sagt
Den aktuelle sag med lækkede CPR-numre viser, hvorfor det er vigtigt, at personoplysninger bliver behandlet ansvarligt og med de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.
For os er det en anledning til at være ekstra tydelige om, hvorfor vi bruger dit CPR-nummer, hvornår vi bruger det, og at det hos os er godt beskyttet.
Vi behandler dit CPR-nummer efter de regler, der gælder for forsikringsselskaber og personoplysninger, og vi bruger det kun, når der er et relevant formål og et lovligt grundlag.