Fixing roof

Sådan forebygger du skjulte skader

Offentliggjort: 29.5.2019  |  Sidst opdateret: 6.7.2021

Én ud af 10 boligejere bliver ramt af råd eller svamp, og for én ud af 150 rammer det husets bærende konstruktioner. Her kan du læse om tre steder i huset, der ifølge en byggesagkyndig kan gemme på rådne overraskelser. Løsningen er uvildig rådgivning og en god ejerskifteforsikring.

Vidste du, at næsten hver 2. husejer melder en skade det første år i deres nye bolig?

Selvom dit nyerhvervede drømmehus ser skadesfrit ud på overfladen, og tilstandsrapporten ikke byder på nævneværdige anmærkninger, kan der alligevel være en række skjulte skader, du skal være opmærksom på. Det er aldrig sjovt at opdage, at det, der på overfladen ligner et solidt hus, gemmer på en række svagheder. Især råd og svamp, forårsaget af uhensigtsmæssige forbedringer og manglende ventilation, er et problem. Her giver byggesagkyndig hos firmaet EBAS, Bo Halm Andersen, tre gode råd til at forebygge de værste skjulte skader. Vi skal ned i kælderen, ind på badeværelset og op under taget.

1: Kælderen

Det har i mange år været en trend blandt boligejere at indrette kælderrummet til beboelse. Man mangler måske et ekstra teenageværelse eller har altid drømt om en hjemmebiograf, og nu skal det altså være. Renovering af kælderrummet indebærer ofte, at man for eksempel sætter en gipsvæg op og isolerer mellem denne og ydermuren. Problemet er bare, at der altid vil komme fugt fra ydermuren i en kælder, og den får ikke lov at fordampe på grund af isoleringen og den nye indervæg. Det kan føre til råd og skimmelsvamp. I virkeligheden er det bedst slet ikke at have organisk materiale i kælderen, ifølge Bo Halm Andersen

LÆS OGSÅ: »Da de tænder for vandet, begynder det at pible ud fra vægge og lofter«

2: Badeværelset

Små revner i fugerne på badeværelset kan se harmløse ud, men hvis de er der over en længere periode, kan der komme fugt ind i selve konstruktionen. Den daglige varme- og fugtpåvirkning i vådrummet er ifølge Bo Halm Andersen »guf for svampe«. Og svampe kan sprede sig langt i et hus, selvom det ikke er synligt på overfladen.

LÆS OGSÅ: Undgå våde uheld i badeværelset

3: Taget

Tagkonstruktionen er noget af det dyreste at få renoveret, hvis først skaden er sket, så derfor er det ekstra vigtigt at være opmærksom på dette sted i huset. For taget er det helt store problem mangelfuld ventilation, som forhindrer fugt i at fordampe og komme væk fra træet. Hvis din bolig har en mangelfuld tagventilation kan det i værste fald føre til råd og skimmelsvamp, som er hundedyrt og uoverskueligt at få udbedret. »Problemer kan for eksempel opstå, hvis man har udnyttet et spidsloft i boligen og har fyldt hulrummet mellem loftspladen og den ydre tagflade med isolering, så den fugt, der altid vil opstå, forhindres i at slippe væk. Det kan se fint ud på overfladen, men hvis det byggetekniske ikke er korrekt udført, kan det medføre svamp og i værste fald råd i trækonstruktionen,« siger Bo Halm Andersen.

LÆS OGSÅ: Giv dit tag et ordentligt eftersyn!

Hvad kan du gøre som fremtidig huskøber?

Det er selvfølgelig først og fremmest vigtigt at få en uvildig ekspert til at tjekke, om problemer med fugt og råd kan opstå på grund af fejl og mangler i husets konstruktion. Hvis du har forelsket dig i et hus, og du er usikker på, om nogle af de ovennævnte problemer er til stede, er det vigtigt at få en uafhængig ekspert med ud for at ”oversætte” tilstandsrapporten, så du ved, hvad du går ind til som køber.

Derudover er det en rigtig god idé at tegne en ejerskifteforsikring, der dækker skader på huset i op til 10 år efter købet. Ifølge Martin Persson, chef for ejerskifteskade hos Gjensidige, er ejerskifteforsikringen en af de vigtigste forsikringer at tegne, fordi huskøb er de fleste menneskers største investering, som påvirker ens privatøkonomi gennem hele livet:

»Forhåbentlig får man ikke brug for den, men den er meget vigtig at have, hvis huset har den forkerte skade, som ikke er blevet opdaget i tilstandsrapporten,« fortæller han.

Få et gavekort, et salgstjek af din bolig og en gratis forsikring

Som kunde i Gjensidige kan du få et gavekort på 500 kr. til sendentanke.dk, når du bestiller et salgstjek af din bolig hos EDC. Sælger du også dit hus, fritidshus eller lejlighed hos EDC, får du også en gratis sælgeransvarsforsikring af os, så du kan gå sikkert fra handlen.