Billede af vandhane, med lækkage

Rørskaderne har indtaget Danmark: Sådan undgår du dem

Offentliggjort: 27.5.2019  |  Sidst opdateret: 14.8.2019

Rørskaden er en af boligejernes absolut største hovedpiner, og op mod 20% bliver ramt af skader på hjemmets rør og VVS-installationer. Det kan koste tusindvis af kroner i renoveringsomkostninger og ødelagte ejendele. Her får du en byggesagkyndigs fire råd til at forebygge dem.

Frie gode råd til at forebygge rørskader

Vidste du, at næsten hver 2. husejer melder en skade det første år i deres nye bolig?

Selvom du har dækket dig ind med en husforsikring, er det ikke specielt morsomt at opdage, at ens arvede designmøbler, bogsamlingen, man har opbygget over flere år, eller ens elskede garderobe er ødelagt på grund af vand. Byggesagkyndig ved EBAS, Bo Halm Andersen, giver her fire gode råd til at forebygge problemet.

1: Tjek uisolerede rør i uopvarmede rum

»Hvis boligen har ubeskyttede rør i rum, der ikke er isolerede, kan det give svære frostsprængninger i rørene, når temperaturerne kommer under frysepunktet,« siger Bo Halm Andersen.

Det er derfor altid en god idé at undersøge, om boligen har fritliggende rør i eksempelvis uisolerede tagrum eller i krybekælderen. Hvis det er tilfældet, så få rørene beskyttet, lyder rådet.

2: Vinterluk udendørsvandhanen

Udendørsvandhanen er praktisk om sommeren, når du skal trække vand til en haveslange eller fylde vandkanden. Men om vinteren, når det bliver frostvejr, kan den give dig slemme lommesmerter på grund af frostsprængninger og dermed skader på noget af det mest fundamentale ved din bolig – nemlig husmuren. Udendørshaner er særligt udsatte, da de sidder ubeskyttet. Derfor er det vigtigt at sikre sig, at hanen kan vinterlukkes fra den indvendige side af huset – og at man husker at lukke den, når temperaturerne daler.

»Frostsprængninger kan risikere at sætte sig i røret hele vejen ind i muren, så der sker nedsivning af vand i selve murkonstruktionen, som dermed tager skade,« siger Bo Halm Andersen.

3: Vedligehold badeværelsets fliser og fuger

Utætte fuger eller revnede fliser i husets vådrum er en klassiker inden for rørskader. »Problemet er, at den slags utætheder fører til vandindtrængning i den underliggende beton, som kan fremprovokere tæring af omkringliggende rør. Dette problem er især udbredt i ældre badeværelser med gulvarme,« siger Bo Halm Andersen.

For at undgå, at der siver vand ned mellem fliserne og fugerne på badeværelset, er det vigtigt løbende at vedligeholde dem og sikre sig, at selv små revner og udfaldne fuger bliver tætnet.

4: Anskaf en vandalarm

Hvis man ønsker en nem måde at overvåge sin bolig for potentielle vandskader, anbefaler Bo Halm Andersen en såkaldt vandalarm. Vandalarmen sidder på vandinstallationen og måler utætheder i dit rørsystem. Hvis alarmen aktiveres, er det nemlig et tegn på, at der sker udsivning et sted i boligen. Vandalarmen kan derfor være en god måde at undgå de normalt så svære følgeskader ved sprungne vandrør.

Selvom du kan forebygge meget ved at følge disse fire råd, kan uheldet alligevel godt være ude. Derfor er det altid godt at have styr på forsikringerne. 

Kan vi hjælpe dig?

Vi er klar til at ringe til dig mandag til torsdag 8.30-18, fredag 8.30-16.

Er du kunde hos os?

Vent venligst...

Ring mig op

Tak for din henvendelse, vi kontakter dig hurtigst muligt.

Vores telefontid er mandag til torsdag 8.30-18, fredag 8.30-16.

Hvis du kontakter os udenfor telefontid, ringer vi til dig næste hverdag.