Hop til indhold

Når dit barn flytter hjemmefra: Få styr på forsikringerne

Når dit barn flytter hjemmefra, ændrer familiens forsikringsbehov sig. Dit barn kan i nogle tilfælde fortsat være dækket af dine forsikringer, mens andre oplysninger skal opdateres. Samtidig kan værdien af dit indbo falde, så du undgår at betale for mere, end du har brug for.

Tjek indboforsikringen, når dit barn flytter

Indboforsikringen omfatter husstandens ejendele, for eksempel møbler, tøj, elektronik, sportsudstyr og musikinstrumenter.

Når dit barn tager sine ting med til den nye bolig, bliver værdien af dit indbo typisk mindre. Derfor er det en god idé at kontakte os, hvis værdien ændrer sig væsentligt. Så kan vi sikre, at forsikringen fortsat passer til dit hjem.

Er dit udeboende barn dækket af din indboforsikring?

Dit barn er dækket af din indboforsikring, indtil barnet fylder 21 år, også når barnet flytter til en anden adresse i Danmark.

Det gælder kun, hvis barnet:

  • er ugift
  • ikke lever i et fast parforhold
  • ikke har børn boende hos sig

Et fast parforhold betyder her, at barnet bor sammen med en partner. Flytter barnet sammen med en ven eller veninde, kan barnet derfor fortsat være dækket.

Du behøver ikke oplyse os om selve flytningen. Når barnet registrerer sin nye adresse i folkeregistret, ophører dækningen som udgangspunkt automatisk, medmindre barnet opfylder betingelserne for udeboende børn under 21 år.

Hvad sker der med ulykkesforsikringen?

Har du en ulykkesforsikring på dit barn, er barnet fortsat dækket, uanset alder og om barnet bor hjemme eller ude.

Når barnet fylder 18 år, skal du oplyse os om barnets beskæftigelse. Det hjælper os med at sikre, at forsikringen passer til barnets situation.

Prisen ændrer sig, når forsikringen går fra en børneulykkesforsikring til en voksenulykkesforsikring. Du kan også overføre forsikringen til barnets eget navn, så barnet beholder dækningen og selv overtager betalingen.

Se din pris online

Du kan læse mere om vores bilforsikring og se, om du har den rette dækning her. Beregn din pris online.

Når dit udeboende barn låner bilen

Låner dit udeboende barn din bil og laver en skade, kan alderen have betydning for selvrisikoen.

Er barnet under 25 år, bliver selvrisikoen fordoblet og udgør mindst 4.000 kr. Er barnet fyldt 25 år, er der ingen forhøjet selvrisiko på grund af alderen.

Når dit barn passer hjemmet, mens du er væk

Dit udeboende barn kan godt bo i dit hjem, mens du er på ferie eller væk i en periode. Indboforsikringen dækker på samme måde, som hvis du selv opholdt dig i boligen, så længe dit indbo er uændret.

Det afgørende er værdien og sammensætningen af dit indbo, ikke hvem der midlertidigt opholder sig i hjemmet.

Hvis dit barn holder fest, og noget bliver ødelagt

Hvis en gæst ved et uheld ødelægger noget i dit hjem, er der tale om en gæstebudsskade. Det er som udgangspunkt gæstens forsikring, der skal behandle skaden.

Der er typisk undtagelser for skader, som skyldes selvforskyldt beruselse. Sådanne skader er som udgangspunkt ikke dækket.

Hvis dit barn flytter hjem igen

Flytter dit barn hjem efter en periode med egen bolig, bliver barnet omfattet af indboforsikringen, når barnet registrerer din adresse som sin folkeregisteradresse.

Kontakt os, hvis barnet tager møbler, elektronik eller andre værdier med hjem, så værdien af husstandens samlede indbo stiger væsentligt. Ellers kan du risikere, at forsikringen ikke passer til værdien af jeres ting, hvis der for eksempel opstår brand.

Få forsikringerne til at passe til den nye hverdag

En flytning er en god anledning til at gennemgå både dine og dit barns forsikringer. Tjek især:

  • om værdien af dit indbo har ændret sig
  • om barnet fortsat er dækket af din indboforsikring
  • om barnets beskæftigelse er registreret korrekt
  • om ulykkesforsikringen skal overføres til barnets navn
  • om barnet selv skal have en indboforsikring

Er du i tvivl, kan du få et forsikringstjek og få gennemgået dine forsikringer.