Dækker forsikringen, hvis en ulv tager mine får eller andre husdyr?
Spørgsmål: "Kan jeg få erstatning, hvis en ulv skader eller dræber mine husdyr?"

Malte Nicklas Christensen
Product Manager, Landbrug, Gjensidige
Kort svar
Det korte svar er, at ulveangreb ikke normalt er noget, man forsikrer særskilt.
"Vi har ikke en konkret dækning, der går ind og dækker den situation. Grunden til det er, at vi ikke har set det scenarie udspille sig i et omfang, der gør det nødvendigt."
– Malte Nicklas Christensen, Product Manager på Landbrug, Gjensidige
Om et tab efter et ulveangreb kan være dækket, afhænger dog altid af den konkrete forsikring og situation.
Samtidig findes der en offentlig kompensationsordning ved dokumenterede ulveangreb på husdyr. Derfor bør du både kontakte dit forsikringsselskab og de relevante myndigheder, hvis du mistænker, at et husdyr er blevet angrebet af en ulv.
Hvorfor dækker forsikringen ikke ulveangreb?
Når et husdyr dør eller kommer alvorligt til skade, tænker mange naturligt på forsikringen.
Men ulveangreb er en særlig situation.
På landbrugsområdet findes der forsikringsdækninger for blandt andet sygdom og andre kendte skadeshændelser. Ulveangreb er derimod ikke en skadetype, som har været almindelig nok til, at der er udviklet en særskilt forsikringsdækning til den.
Det betyder dog ikke, at dyreejere står uden muligheder. Danmark har en offentlig kompensationsordning, som er etableret netop til situationer, hvor ulve skader eller dræber husdyr.
I praksis ser vi stort set ingen sager med ulveangreb, så det er en forsikring, der er endnu ikke er særligt efterspurgt.
Hvem betaler, hvis ulven tager et husdyr?
Hvis et ulveangreb kan dokumenteres, kan kompensation som udgangspunkt søges gennem myndighedernes ordning.
Ordningen omfatter dyr, der er dræbt eller skadet ved ulveangreb, og kompensationen kan også omfatte udgifter til bortskaffelse af dyrene.
Om du får kompensation, afhænger altid af en konkret vurdering. Derfor er det afgørende, at angrebet bliver anmeldt hurtigt, og at myndighederne får mulighed for at undersøge sagen.
Hvad gør du, hvis du mistænker et ulveangreb?
Hvis du finder et dyr dødt eller skadet og har mistanke om, at en ulv står bag, bør du reagere med det samme.
Naturstyrelsen anbefaler, at du straks anmelder det formodede ulveangreb. Herefter kan en ulvekonsulent komme ud og undersøge stedet, vurdere skaderne og eventuelt sikre DNA-spor.
Jo hurtigere sagen bliver registreret, desto bedre mulighed er der for at dokumentere, hvad der faktisk er sket
Flyt ikke dyret, hvis du mistænker et ulveangreb
Det er måske det vigtigste råd i hele processen.
Hvis du finder et dyr dødt, bør du undgå at flytte eller håndtere det unødigt, før en ulvekonsulent har haft mulighed for at undersøge stedet. DNA-spor kan være afgørende for, om et angreb bliver vurderet som et ulveangreb eller ej.
Myndighederne anbefaler også, at hunde holdes væk fra området, så spor ikke bliver forurenet. Hvis dyret stadig er i live, skal det naturligvis behandles eller aflives efter gældende dyreværnsregler.
Sådan gør du ved formodet ulveangreb
- Du anmelder det formodede ulveangreb til Naturstyrelsen.
- En ulvekonsulent kommer ud og besigtiger stedet.
- Der kan blive udtaget DNA-prøver, hvis der er tvivl om skadeårsagen.
- Ulvekonsulenten udarbejder en rapport.
- Myndighederne vurderer sagen og træffer afgørelse.
- Hvis sagen godkendes, udbetales kompensationen.
Det afgørende er typisk
Hvis du søger kompensation efter et ulveangreb, afhænger det typisk af:
- Om angrebet anmeldes hurtigt.
- Om skaden kan undersøges af en ulvekonsulent.
- Om der kan sikres spor eller DNA-dokumentation.
- Om myndighederne vurderer, at der er tale om et ulveangreb.
- Om reglerne i kompensationsordningen er opfyldt.
Sådan forebygger du ulveskader
Mange fokuserer på, hvad der sker efter et angreb. Men forebyggelse kan være mindst lige så vigtig.
Der findes mulighed for at søge tilskud til ulvesikrede hegn, som kan hjælpe med at beskytte husdyr mod angreb. Myndighederne oplyser samtidig, at manglende brug eller vedligeholdelse af et ulvesikret hegn i nogle tilfælde kan få betydning for retten til kompensation efter gentagne angreb.
5 råd, der kan reducere risikoen for ulveangreb
Mit bedste råd er at være forberedt. Et godt hegn, løbende tilsyn og kendskab til proceduren ved et formodet ulveangreb gør dig langt bedre stillet, hvis uheldet er ude
-
Etabler et ulvesikret hegn. Et korrekt etableret ulvesikret hegn er den mest effektive måde at beskytte husdyr mod ulve.
-
Hold hegnet ved lige. Et hegn virker kun, hvis det er tæt. Løse tråde, huller og væltede pæle kan gøre det lettere for ulve at komme ind.
-
Hold særligt øje med sårbare dyr. Lam, kalve og andre unge dyr kan være mere udsatte end voksne.
-
Fjern døde dyr hurtigt. Døde dyr kan tiltrække rovdyr og skabe interesse omkring området.
-
Kend proceduren, før skaden sker. Hvis du ved, hvem du skal kontakte, og hvordan skaden skal anmeldes, er du bedre stillet, hvis uheldet er ude.
Tak for spørgsmålet
Vi håber, du er blevet lidt klogere på, hvordan du er stillet, hvis en ulv angriber dine husdyr, og hvad du konkret skal gøre, hvis situationen opstår.
Mvh FYR LØS
Relaterede artikler
Sådan passer du godt på din hund
Hunden er menneskets bedste ven. Få vores mange gode råd til, hvordan du passer godt på dit firbenede familiemedlem.
Sådan passer du godt på din kat
Få vores mange gode råd til, hvordan du passer godt på dit firbenede familiemedlem.
Larven fra helvede: Hvad er egeprocessionsspinderen – og hvad gør du?
"Hvad er “larven fra helvede”, hvor farlig er den – og hvad gør jeg, hvis jeg møder den tæt på mit hjem?"
Kunne du bruge et godt råd?
Fyr løs. Vores eksperter sidder klar til at give et godt råd til lige præcis din situation. Helt anonymt.