Hvis dit fly bliver aflyst, skal flyselskabet tilbyde dig ét af følgende tre valg:
- Tilbagebetaling af billetten for den del af rejsen, der ikke kan gennemføres
- Ombooking til samme destination hurtigst muligt
- Ombooking til et senere tidspunkt på tilsvarende vilkår som den oprindelige billet
Du kan vælge mellem tilbagebetaling og ombooking, uanset årsagen til aflysningen. Vær opmærksom på, at dit valg har betydning for, hvilken hjælp du efterfølgende kan få.
Hvad sker der, hvis du vælger tilbagebetaling?
Vælger du at få billetten tilbagebetalt, bortfalder retten til mad, drikke, hotelovernatning, transport og en alternativ rejse fra flyselskabet.
Hvad sker der, hvis du vælger ombooking?
Vælger du ombooking, skal flyselskabet sørge for forplejning, mens du venter. Hvis en overnatning bliver nødvendig, skal flyselskabet også sørge for hotel og transport mellem lufthavnen og hotellet.