Hop til indhold

Eksperten svarer: Skal forsikringen sikre et ensartet resultat efter en skade?

Spørgsmål:  "Efter en vandskade blev nogle loftsplader udskiftet, men de nye er meget hvidere end de gamle. Skal forsikringen så dække udskiftning af hele loftet?"

Simon Toft Jensen
Simon Toft Jensen
Bygningstaksator og ekspert i husskader

Gjensidige

Det korte svar

Som udgangspunkt ikke.

Når en skade kun rammer en del af et loft, en væg eller et gulv, vil forsikringen typisk kun dække den del, der er beskadiget. Arbejdet afsluttes normalt ved den nærmeste naturlige afgrænsning.

Det betyder, at der i nogle tilfælde kan opstå farve- eller nuanceforskelle mellem de nye og de eksisterende materialer, uden at det automatisk udløser dækning til en komplet udskiftning.

"I skadesager forsøger vi altid at finde en løsning, der er rimelig og håndværksmæssigt forsvarlig. Som udgangspunkt udbedres den del, der er skadet, og arbejdet afsluttes ved en naturlig overgang." - Simon Toft Jensen, bygningstaksator, Gjensidige

En naturlig overgang kan eksempelvis være en væg, en døråbning eller et andet forhold, der naturligt opdeler to overflader.

Gælder det samme for gulve, vægge og andre overflader?

Ja, ofte.

Det samme princip bruges typisk ved skader på gulve, vægge og andre overflader. Hvis kun en del af overfladen er beskadiget, vil reparationen som udgangspunkt blive afgrænset til det skadede område.

Der kan dog være undtagelser. Nogle forsikringsselskaber, herunder Gjensidige, har tillægsdækninger, som kan omfatte overflader, der ikke direkte er blevet beskadiget, hvis formålet er at opnå et mere ensartet udseende.

Hos Gjensidige kan man tilkøbe en kosmetisk tillægsdækning, som kan give ret til erstatning for overflader, der ikke direkte er beskadiget.

- Simon Toft Jensen, bygningstaksator hos Gjensidige

Det overser mange

Mange tror, at forsikringen altid skal sikre, at alt ser helt ens ud efter en skade. Men der er forskel på at udbedre en skade og at dække kosmetiske forskelle.

Det sidste kræver, at man har en tilvalgsdækning for kosmetiske skader.

Målet for taksatoren er at finde en løsning, som de fleste selv ville kunne acceptere hjemme hos sig selv.

- Simon Toft Jensen, bygningstaksator hos Gjensidige

Hvad bør du gøre nu?

Hvis du synes, forskellen mellem nyt og gammelt er for stor, så tag dialogen med dit forsikringsselskab eller taksator. De kan forklare, hvordan skaden er vurderet, og om der er forhold i din dækning, der kan have betydning.

Rent praktisk vil en taksator altid forsøge at opgøre skaden på en måde, som fremstår rimelig og håndværksmæssigt forsvarlig. Målet er at finde en løsning, som de fleste selv ville kunne acceptere hjemme hos sig selv.

Du bør naturligvis også tjekke, om du på din forsikring har dækning for kosmetiske skader.

Simon Toft Jensen
Simon Toft Jensen
Bygningstaksator og ekspert i husskader

Gjensidige

Tak for spørgsmålet

Vi håber, at svaret har gjort dig lidt klogere på, hvordan forsikringer typisk håndterer skader på lofter, gulve og vægge, når nye materialer ikke matcher de eksisterende.

Mvh FYR LØS 

Har du også et spørgsmål? FYR LØS, og få svar fra en af vores eksperter.