Hop til indhold

Danskerne er glade for at møde lægen online

Under coronapandemien blev tusindvis af danskere nødt til at møde deres læge online. Selvom der var skepsis i starten, er videokonsultationer siden blevet mere populære blandt både patienter og læger.

Mere end 500.000 onlinekonsultationer

Siden 2021 har danskere mødt deres egen læge online 516.000 gange. Antallet af videokonsultationer er samtidig steget, i takt med at patienter og læger har fået øjnene op for mulighederne ved en digital samtale frem for et fysisk fremmøde.

Tallene stammer fra Praktiserende Lægers Organisation.

Samtidig findes der en masse mindre problemer, som en kort samtale kan være nok til at løse.

- Louise Brix, fagchef for Sundhed i Gjensidige

Flere foretrækker at møde lægen online

Onlinekonsultationer med egen læge blev en mulighed under coronanedlukningen i begyndelsen af 2020. I første halvår af 2022 var der 188.532 onlinemøder mellem patienter og deres egen læge. Det var en stigning på godt 40 % sammenlignet med andet halvår af 2020.

En undersøgelse foretaget af Kantar Gallup viser også stor interesse for online lægebesøg. Her svarer 18 % af de adspurgte, at de har haft en onlinekonsultation med deres egen læge inden for det seneste år.

Blandt dem, der har prøvet en onlinekonsultation, foretrækker godt 40 % at møde lægen online frem for at møde op fysisk.

Også blandt vores kunder med sundhedsforsikring er brugen af online læge steget. Kunderne giver samtidig udtryk for, at det er en god oplevelse at gå til læge online.

"Der er ingen tvivl om, at en del sundhedsmæssige problemer bliver løst bedst og mest trygt ved personligt fremmøde, men samtidig findes der en masse mindre problemer, som en kort samtale kan være nok til at løse, og her kan videokonsultationer vise sig at være et fremragende redskab, der i første omgang sparer patienten for tid, men på sigt måske også kan være med til at lette presset hos de praktiserende læger." - Louise Brix, fagchef for Sundhed.

Hvilke problemer egner sig til en online læge?

Undersøgelsen viser, at de fleste især foretrækker videokonsultationer ved mindre problemer. Det kan for eksempel være spørgsmål om:

  • henvisninger
  • medicin
  • udslæt på huden

Nogle sundhedsproblemer kræver stadig, at lægen undersøger dig fysisk. Ved mindre problemer kan en kort videosamtale dog være nok til at afklare, hvad du skal gøre.

Brugen af online læge kan fortsætte med at stige

Danskernes forståelse af, hvilke problemer der kan klares over video, viser, at de kan afkode teknologiens muligheder, vurderer Louise Brix.

"Selvom muligheden for møder online mellem patienter og praktiserende læger stadig er ny, så vil det komme bag på mig, hvis ikke vi ser en yderligere stigning og udvikling i de næste år i takt med, at både patienter og læger får øjnene op for de muligheder, der ligger i det."