Hop til indhold

Sådan er du sikret til et aktivt liv

Det er godt for kroppen at bevæge sig, men sport og motion kan også føre til skader. Her får du overblik over forskellen på sundhedsforsikring, sygesikring, ulykkesforsikring og arbejdsskadeforsikring.

Kort fortalt: Hvilken forsikring hjælper hvornår?

En sundhedsforsikring kan blandt andet give adgang til udredning og behandling. En sygesikring kan give tilskud til bestemte udgifter. En ulykkesforsikring kan hjælpe, hvis en pludselig hændelse medfører en personskade. En arbejdsskadeforsikring gælder ved skader, der sker i arbejdstiden.

Den konkrete hjælp afhænger altid af din forsikring og dens vilkår.

Hvad er en sundhedsforsikring?

En sundhedsforsikring er et supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Den giver blandt andet adgang til hurtig udredning og behandling på privathospital.

Sundhedsforsikringen kan for eksempel dække, hvis du får en skade efter længere tids overbelastning eller forkert belastning. Afhængigt af dit behov kan den dække udgifter til behandling hos blandt andet:

  • fysioterapeut
  • massør
  • kiropraktor

Vi henviser altid til privathospital for både udredning og behandling, også hvis du allerede har en tid i det offentlige sundhedsvæsen.

En forsikring for alle

Du skal ikke afgive helbredsoplysninger, når du tilmelder dig, uanset din tidligere sygdomshistorik.

Hvad er en sygesikring?

Vi tilbyder ikke sygesikring til vores kunder. Vores opgave er at sørge for, at vores forsikringer dækker dig hele vejen rundt.

En sygesikring kan for eksempel give tilskud til nye briller, tandpleje eller genoptræning. Den giver ikke adgang til udredning og behandling.

Hvad er en ulykkesforsikring?

En ulykkesforsikring kan hjælpe med behandlingsudgifter lige efter et uheld. Den kan for eksempel dække udgifter til behandling og genoptræning hos:

  • fysioterapeut
  • kiropraktor
  • psykolog
  • akupunktør eller zoneterapeut
  • kranio sakral-behandler
  • osteopat eller massør

Forsikringen giver økonomisk erstatning, hvis du får varige mén efter en ulykke, fra en méngrad på 5 %. Du er dækket, uanset om du dyrker ekstremsport eller foretrækker en rolig hverdag.

En ulykke er typisk en pludselig hændelse, der medfører en personskade. Ulykkesforsikringen kan for eksempel dække uheld, der sker, mens du er aktiv:

  • Du falder under en håndboldtræning eller kamp, tager fra og brækker hånden.
  • Du rammer en træstub på din mountainbike, falder og brækker foden.
  • Du mærker pludselig en kraftig smerte i knæet på en løbetur og må stoppe.
  • Du rammer en kantsten på din racercykel, falder og slår tænder, kæbe og ryg.

Ulykkesforsikringen kan også dække skader på tøj, briller og kontaktlinser. Den kan desuden give kompensation ved hospitalsindlæggelse og dække udgifter til rengøringshjælp eller transport efter et uheld.

Du vælger selv, om forsikringen skal gælde hele døgnet eller kun i fritiden. Vælger du en heltidsdækning, er du dobbeltforsikret, når du er på arbejde. Hvis ulykken sker på arbejdet, får du erstatning fra både os og din arbejdsskadeforsikring.

Hvad er en arbejdsskadeforsikring?

Er du ansat, har du en arbejdsskadeforsikring gennem dit arbejde. Det er lovpligtigt for en arbejdsgiver at forsikre sine ansatte i arbejdstiden.

Forsikringen dækker, hvis du kommer til skade i arbejdstiden. Den dækker nødvendig behandling og kan give erstatning ved varige mén eller varigt nedsat arbejdsevne.

Få overblik over dine forsikringer

Er du i tvivl om, hvilke forsikringer du har, og hvordan de dækker dig? Få et forsikringstjek, så du kan se, om dine forsikringer passer til dit behov.