gi_sykkelen_en_skikkelig_vårpuss

Giv cyklen en ordentlig forårsrengøring

Offentliggjort: 10.4.2019  |  Sidst opdateret: 7.8.2019

Når foråret endelig er kommet, skal cyklen for alvor på vejen igen. Men inden da skal du måske generes af flade dæk og en rusten kæde. Heldigvis skal der blot lidt snilde og omtanke til at gøre den tohjulede klar til sæsonen.

Sæt en time af, så kan du klare det meste. Cyklen kan blive så god som ny, og du får større glæde af den. Der er ikke meget, der slår følelsen af at suse derudaf på en ren og nysmurt cykel.

Her deler vi ud af vore bedste tip til forårets cykelrengøring:

Sæbe og vand

Hvis cyklen er beskidt og støvet, er det en god ide at begynde med en god omgang rengøring.

En spand med lunkent sæbevand og en svamp eller opvaskebørste gør underværker. Afslut med haveslangen, inden du retter opmærksomheden mod kæde, gear og bremser. Disse dele er særligt udsatte for skidt og snavs, og det kan påvirke deres funktionsevne.

Kæde og tandhjul

Ligger der meget gammel olie og skidt på kæde og tandhjul, fjerner du det med opvaskevand eller et andet affedtningsmiddel samt en gammel opvaske- eller tandbørste. Så kan du komme godt og grundigt ind i kringler og kroge. Du kan også benytte specialbørster eller en kæderenser, som du kan købe hos cykelhandlere. Skyl derefter med rent vand og tør efter med en klud som ikke fnugger.

Når de gamle skidtrester er fjernet, giver du kæden frisk olie, som smører og beskytter kæden. Drej pedalerne baglæns, mens du sprayer eller smører olien på, så alle led i kæden bliver smurt, og tør den overflødige olie af.

Der findes forskellige typer kædeolie. En teflonspray tiltrækker ikke lige så meget skidt som almindelig olie. Uanset hvad du bruger, er det vigtigt ikke at få olie på skivebremserne, hvilket nemt kan ske, hvis du bruger kædeolie fra spraydåse. Brug en avis som beskyttelse, imens du sprayer.

LÆS OGSÅ: Er du godt sikret til et aktivt liv?

Bremser

Test bremserne ved at presse henholdsvis venstre og højre bremsehåndtag ind, mens du trækker cyklen fremad eller cykler langsomt af sted på et sigtbart sted. Det skal ikke være nødvendigt at presse håndtagene langt ind.

Du justerer bremserne ved at justere på de skruer, hvor kablerne går igennem på bremsehåndtagene eller ved at stramme kablerne med en unbrakonøgle på selve bremsen. Er du usikker på, hvordan du skal gøre det, kan du få hjælp på et værksted eller hos forhandleren. Det samme gør sig gældende, hvis du ikke er fortrolig med at skifte bremseklodser.

Uanset hvad kan du nemt selv tjekke bremseklodserne. De skal stå parallelt med fælgen og desuden tage lige meget fat i begge sider, når du bremser. Har cyklen skivebremser, tjekker du, at skiven står midt i bremsen. Det er som regel også muligt at se oppefra, om der er mere belægning tilbage på skivebremseklodserne, som i øvrigt har længere tid end bremseklodserne.

Til sidst smører du olie på alle led og bevægelige dele – bortset fra skivebremserne. Put gerne lidt olie på gearkablerne. Hvis du benytter spray, kan du bruge en klud for at beskytte de omkringliggende områder.

Gear og kabler

Derefter bør du kontrollere dine gear. Det nemmeste er at cykle lidt på et stilfærdigt og sigtbart sted, mens du tester alle gearene, men du kan også bruge en arbejdsstand til cykler. Start med højre håndtag – bagskifteren. Gear op til det tungeste gear og fortsæt, til du når det letteste gear. Kæden skal følge med op ved hvert tryk på håndtaget.

Hvis kæden glider og ikke flytter sig op, skal du stramme kablet. Det gør du ved at skrue lidt UD på justeringsskruen, som kablet går igennem på bagskifteren. Gear også op trin for trin fra det letteste gear på bagskifteren. Hvis kæden ikke følger med, må du løsne kablet. Det gør du ved at skrue lidt IND på justeringsskruen, som kablet går igennem på bagskifteren.

Udfør en tilsvarende operation på forskifter-gearet ved venstre håndtag. Forskellen her er, at der kun findes justeringsskruer på håndtaget, og at du skal skrue UD for at nå de tunge gear, imens du skal skrue IND for at nå de lette gear. 

Dæk

Det er meget lettere og sjovere at cykle, når dækkene triller med mindst mulig modstand. Pres med tommelfingeren eller læg vægten på sædet eller styret, så kan du hurtigt mærke, om lufttrykket er for lavt.

Tag et kig på dækkene og se efter, at der ikke er store skrammer som for eksempel gør, at trådene inde i gummien bliver synlig. Hvis det er tilfældet, bør dækkene skiftes ud. Pump derefter op til anbefalet lufttryk. Det er angivet på siden af dækket.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du og din familie i gang med at løbe sammen

Fungerer alt som det skal?

Afslutningsvis kigger du på alle bevægelige dele. Fungerer de, som de skal? Drej på hjulene og føl efter, om de forskellige dele sidder ordentligt fast. Tag en tur på cyklen, mens du bruger sanserne. Mærk og lyt efter mislyde

Alle kan lære at fikse cyklen ved at prøve sig lidt frem. Men af og til støder man på problemer eller slitage, som ikke kan fikses med de enkle greb, som her er beskrevet. I sådanne tilfælde kan du gå til cykelhandleren med din cykel. Det vigtigste er, at din cykel ikke bliver stående ubrugt igennem hele sæsonen.

Er du en af de mange, som suser op af bakkerne på en el-cykel? Den har brug for samme omgang som en almindelig cykel. Desuden kan du give de elektriske dele en omgang kontaktspray og sørge for at rengøre kontakterne på batteriet.

Sådan! Nu er du klar til at trille sorgløst ind i sommeren. God cykeltur!