mine børns liv foregår online

"Mine børns liv foregår online"

Kirsten Magelund  |  Offentliggjort: 6.12.2017  |  Sidst opdateret: 1.8.2019

Nadine Kastrup har valgt at følge med i sin søn og datters digitale verden for løbende at tage en dialog om, hvordan man begår sig i det virtuelle rum. Hun har accepteret, at nutidens børneliv foregår digitalt og online, og det vil hun imødekomme.

Nadine og Lars Kastrup er forældre til Carl på 11 år og Emilie på 8 år. Begge børn har mobiltelefon. Carl har haft sin telefon i omkring to år og bruger blandt andet mobil-klippekort til bussen. Emilie har fået sin telefon for nylig efter, at hun er begyndt selv at gå til andre aktiviteter efter skoletid.

- Jeg arbejder halv tid, så jeg er der og henter hende ofte stadig fra skole. Carl ringer altid, så jeg ved, hvor han er. Vi har aftaler, men jeg synes også, det er vigtigt, at børnene har deres frihed og selvstændighed. Jeg skal bare vide, hvor de er, understreger Nadine Kastrup.

Carl sidder ved siden af med en legekammerat og tjekker Ice Bucket Challenge på YouTube. Han supplerer sin mor:

- Jeg kan godt lide selv at have mobiltelefon og kunne ringe hjem, hvis der sker noget mærkeligt.

LÆS OGSÅ:  Familiepsykolog: "Forældre skal ikke altid være til rådighed"

Mobilen er til låns

moderne familieliv aflangt
Familien Kastrup bruger tid på at lære deres børn om privatliv på nettet, og har en aftale om, at de må tjekke søgehistorikken på deres telefoner.

Aftalen med begge børnene er, at de låner mobilen, og at forældrene derfor af og til gerne må tjekke søgehistorikken i telefonerne.

- Det er ikke alt en umoden barnehjerne kan håndtere eller forstår. Som voksne har vi ansvaret for at beskytte børnene mod det, som de ikke selv kan filtrere fra, mener Nadine.

Udover mobiltelefonen har Kastrup-familien aldrig benyttet sig af elektronisk overvågning – heller ikke babyalarm.

- Børnene skal have ret til deres eget liv både i børnehaven og i skolen. Skolens forældreintra bruger vi udelukkende til at tjekke ugeplaner og skrive ind, om Emilie bliver hentet i skolefritidsordningen og i givet fald, hvem der gør det, nævner hun.

LÆS OGSÅ: Brug gadgets! Men med respekt for barnets verden

Digital realitetssans

Nadine er opmærksom på, at hvor børnene tidligere var ude at lege i virkeligheden med hinanden, mødes de nu ofte i et digitalt chat-rum online. Facebook er dog ifølge aftale mellem Carl, Emilie og forældrene stadig lukket land for børnene, mens Lars og Nadine for nylig har indvilliget i, at Carl må bruge Instagram.

- I skolen har vi haft samtale om digital dannelse – og det viser sig, at forældrene opstiller meget forskellige regler for brug af sociale medier, spil eller andre apps. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene lærer, at de ikke skal dele personlige oplysninger med andre. At de skal tænke over, hvad de lægger ud, for det kommer til at ligge der for altid. Vi skal hjælpe børnene med at udvikle en digital realitetssans og lære dem at skelne mellem, hvad der er godt at være med til, og hvad der er mindre godt, siger Nadine Kastrup.

Pas godt på din familie

Vi kan hjælpe dig med at passe bedst muligt på din familie og de ting, der danner rammerne om jeres liv.