12 tips til et børnesikkert hjem

Offentliggjort: 17.4.2018  |  Sidst opdateret: 7.8.2019

For en lille pilfinger på opdagelse kan et almindeligt hjem byde på et fantastisk eventyr. Bare sørg for, at eventyrene er ufarlige.

GJEN_DAN_NIX_099
Skadechef i personsskade, Dan Nix. Foto: Gjensidige

Ud over spændende oplevelser, lurer der nemlig mange farer.

– De almindeligste årsager til ulykker i hjemmet er faldulykker, og derudover er barnet i fare for at komme i klemme og få snitsår, siger Dan Nix. Han er skadechef for personskader i Gjensidige.

En nysgerrig lille krabat vil også gerne smage på alt, hvad han eller hun kommer i nærheden af. Nix minder derfor om, at det er vigtigt at placere alt, der er giftigt, så utilgængeligt som muligt for at undgå forgiftninger.

Læs også: Disse børnesygdomme skal du holde øje med

Husk trappegitter

Et barn udvikler sig utrolig hurtigt. Den ene dag ligger det roligt på gulvet, og næste dag ormer det sig af sted fra rum til rum.

– Derfor er det vigtigt at børnesikre hjemmet så snart, barnet begynder at bevæge sig rundt. Også når det bare kan krybe frem, siger han.

Hvilke forsikringer, der er nødvendige, kan naturligvis variere fra hjem til hjem, men der er noget udstyr, alle børnefamilier bør anskaffe sig.

– Har du en trappe, er et trappegitter et must. Desuden er det vigtigt at fæstne boghylder og kommoder til væggen, så de ikke vælter ned over barnet. Sørg endvidere for at børnesikre skuffer, skabe og vinduer, siger Nix.

Han fremhæver 12 tips til et børnesikkert hjem:

1. Monter trappegitter

En stejl trappe er spændende, men det kræver øvelse at klatre op og ned. Et trappegitter er en nem forsikring mod farlige fald fra trappen. Det kan også bruges, hvis du ønsker at spærre et rum af uden at lukke døren.

2. Fastgør hylder og kommoder til væggen

Børn, der kravler, bruger ofte hylder og kommoder til hjælp, når de skal rejse sig op, og hvis barnet er begyndt at gå, er en boghylde et fristende klatrestativ. Sørg derfor altid for at hylder og kommoder er godt fæstnede til væggen.

3. Installer børnesikring på vinduer

Det kan få store konsekvenser, hvis barnet falder ud af vinduet – også selv om der ikke er langt ned. Sørg derfor for at sikre alle vinduer, så barnet ikke kan åbne dem og risikere at falde ud.

Læs også: Er det sundt med skærmtid?

4. Monter børnesikring på skuffer og skabe

Det gør ondt at klemme de små fingre i skuffer og skabe, der lukker i. Børnesikring af skabe og skuffer er en nem måde at beskytte barnet mod klemte fingerspidser, og samtidig forhindrer det barnet i at få fingre i skarpe køkkenredskaber.

5. Anbring et gitter foran pejsen eller brændeovnen

Det er fantastisk at tænde op i pejsen eller brændeovnen på en kold vinterdag. Men du må aldrig glemme, at ovnen er farlig for de små, som ikke forstår, hvor varm den er. Et gitter foran pejsen gør det trygt at være lille – også om vinteren.

Læs også: Dette bekymrer nybagte forældre sig mest over

6. Anbring tunge genstande højt oppe

Store vaser, lysestager og andre pyntegenstande bør altid placeres så højt, at du er sikker på, at de små pilfingre ikke kan nå. Det kan både gøre ondt og være farligt at få store tunge ting i hovedet.

7. Forsyn dine kontakter og strømudtag med børnesikringer

For en ny verdensborger har stikkontakter, ledninger og strømudtag ofte stor attraktionsværdi. Sørg derfor for, at barnet ikke har adgang til åbne stikkontakter, da det kan være livsfarligt at stikke andet end stik ind i kontakterne.

8. Monter afskærmning omkring kogepladerne

Det er utroligt, hvor højt små hænder kan nå, når de strækkes godt i vejret. Anbring derfor afskærmning rundt om kogepladerne i køkkenet, så barnet ikke brænder sig. Sørg også for, at håndtagene på gryderne altid placeres væk fra bordkanten.

9. Tjek at komfuret har børnesikring

Mange nye ovne leveres med børnesikring, men tjek at den er monteret sådan, at barnet ikke kan åbne lågen – heller ikke når barnet hæger sig fast i håndtaget. Har du ikke børnesikring på din ovn, kan du købe det. Husk også at sikre døren, hvis den bliver meget varm.

10. Brug en antiskridmåtte i badekarret

Det er sjovt at rejse sig i badekarret, især når mor og far siger ”nej”. Uanset om barnet får bruse- eller karbad, er en antiskridmåtte en billig beskyttelse mod faldulykker. Husk desuden, at barnet aldrig må være i badekarret uden opsyn.

11. Anbring gummilister i indgangsdøren

Du har sikkert selv prøvet at få fingrene i klemme, og så er det let at forestille sig, hvor ondt det må gøre at få bitte små fingre i klemme mellem indgangsdøren og karmen. En gummiliste mindsker risikoen for skader på travle morgener.

Læs også: Sådan giver du førstehjælp til små børn

12. Stil beholdere med giftigt indhold i låste skabe

Vaskemidler, medicin, vitaminer og rengøringsmidler kan være giftige for dit barn, men flaskerne og æskerne er ofte farverige og ser fristende ud i den periode, hvor alt skal udforskes og smages på. Giftige produkter bør derfor altid placeres højt oppe og helst i låste skabe.

Bestil børneulykkesforsikring her!