6 gode råd til at aflevere dit barn i institution

Redaktionen på Mama.dk  |  Offentliggjort: 16.5.2018  |  Sidst opdateret: 18.5.2018

Hvordan afleverer man sit barn i institution på den bedst mulige måde – uden gråd, og så barnet får en optimal start på dagen? Her får du sundhedsplejerske Helen Lyng-Hansen og børneforsker Erik Sigsgaards bedste råd.

Det er ikke altid helt så let, som det måske lyder – dét med at aflevere børnene i institution om morgenen. Nogle morgener (hvis ikke alle) er særligt hektiske, barnet er måske ked af at skulle afleveres, og du er i tvivl om, hvornår og hvordan du skal tage afsked.

Heldigvis er der hjælp at hente i sundhedsplejerske Helen Lyng-Hansen og børneforsker Erik Sigsgaards  bog om børn og institutionslivet, ’Ha’ en god dag, Skat!’.

Her giver de netop gode råd til, hvordan man bedst afleverer sit barn i dagpasningen.

1. Væn barnet til det nye sted

Om Mama.dk

Livet som mor er fyldt med gyldne stunder - og en masse søvnløse nætter. Følg med på mama.dk og få nyttig viden, tankevækkende artikler og gode råd til dig, der er gravid eller har børn.

Hvis du gradvist vænner barnet til institutionslivet inden den endelige opstart, bliver den første afsked også nemmere. Besøg derfor institutionen sammen med barnet flere gange i månederne op til, at barnet skal starte, og tal med de andre børn og pædagoger, så du viser, at du også kan lide det nye sted og har tillid til de andre voksne. Øv også barnet i at sige goddag og farvel, når du går hjemmefra, og fortæl barnet, at du kommer igen. På den måde kan I bruge de samme trygge ritualer, når barnet skal i institution.

2. Få en rolig morgen

Sørg for, at jeres morgener ikke er alt for hektiske. Det giver generelt en bedre start på dagen og færre konflikter senere. Kom derfor op i god tid. Hvis du skal vække dit barn, så gør det dog langsomt og blidt ved at åbne døren, trække gardinerne fra og rumstere rundt, så barnet vågner langsomt af sig selv. 

3. Giv barnet en blid overgang

Et mindre barn har svært ved hurtigt at omstille sig i skiftet fra hjem til institution, da dets hjerne er umoden. Det er derfor vigtigt med ekstra omsorg i netop denne overgang. Mange institutioner har fokus på selvhjulpenhed, og det kan smitte af på dig som forælder, så du tror, at I skal træne med flyverdragt og velcrobånd, hver gang I skal ud ad døren. Om morgenen er det vigtigere at prioritere, at I kommer godt af sted, og at dit barn får så meget nærvær og hjælp, som det har brug for. Du kan støtte dit barn i at øve sig på andre tidspunkter – nemlig, når I begge to er veloplagte, og der er god tid.

4. Tag en ting med hjemmefra

Det kan være nemmere for dit barn at tage i institution, hvis det får lov til at tage en ting med hjemmefra, som det kender og er trygt ved – f.eks. en bamse eller et billede af forældrene. Det gør også overgangen fra hjem til institution blidere. Hvis dit barn har en sjov ting med som f.eks. et løbehjul eller en yoyo, kan I også lege med det på vej over til institutionen og gøre turen derover sjovere. 

5. Tag dig tid – men ikke for lang tid

Dit barn skal mærke, at du har tid til at sige farvel, men samtidig skal du heller ikke blive så længe, at barnet fornemmer, at du har svært ved at gå. Følg din mavefornemmelse eller spørg eventuelt pædagogerne, hvad de har af erfaring med, der fungerer bedst. Det er gerne et godt tidspunkt at gå, når dit barn er i gang med en leg eller sidder hos en voksen. Kys her dit barn farvel og sig, at du kommer og henter det – og tag herefter afsted. Hvis I har det samme farvelritual, kan barnet føle sig trygt i disse rammer – og samtidig vide at de ikke er til at forhandle om.

6. Sig altid farvel

Du må aldrig snige dig væk fra dit barn. Det gør barnet utrygt, at du bare kan forsvinde uden varsel, og det kan give barnet angst for at miste. Fortæl derfor altid dit barn, når du går, og hvornår du kommer tilbage. Selvom dit barn måske har travlt med at lege og ikke ænser dig, er det vigtigt, at du tydeligt siger farvel, så barnet ved, at du er gået. Der er dog ingen grund til at kræve af barnet, at det siger farvel til dig. Børn er forskellige, og ikke alle har brug for et farvelritual.

Kilde: Samvirke.dk

 

Find flere artikler om livet med barn her.