Fire almindelige børneskader – sådan håndterer du dem

Offentliggjort: 17.4.2018  |  Sidst opdateret: 8.5.2018

Aktivitet og leg udendørs er godt for både store og små børn, men hvad gør du som forælder, hvis dit barn kommer til skade?

Vi har spurgt skadechef for personsskade i Gjensidige, Dan Nix, og sygeplejerske i SOS International, Lena Hansen, hvordan man som forældre bør forholde sig til de mest almindelige skader i barndommen.

Her er deres tips til fire almindelige børneulykker:

1 – Uheld på cykel

GJEN_DAN_NIX_099
Skadechef i personskade, Dan Nix. Foto: Gjensidige

Når barnet skal lære at cykle uden støttehjul, er det de færreste, som kan holde balancen i første forsøg. For at minimere skaderisikoen anbefaler Nix derfor, at læringsprocessen sker trin for trin.

– Udstyr barnet med hjelm og brug en cykel, de kender fra tidligere. Find derefter en overskuelig plads uden trafik. I kan også starte med at bruge en løbecykel, så barnet først vænner sig til at holde balancen uden at skulle træde i pedalerne, siger Nix.

Sygeplejerske i SOS International Lena Hansen har selv fem børn og lang erfaring med børn og skader.

Hvad er vigtigt at tænke på, når ulykken er sket?

– Først er det vigtigt at trøste, så barnet falder til ro. Derefter bør du tjekke, at barnet er vågent, reagerer som normalt og ikke er blegere end normalt. Undersøg derefter om barnet har skader så som sår eller brækkede lemmer, siger Hansen.

Hvad gør man, hvis man har mistanke om en hovedskade?

– Hvis barnet har slået hovedet, bør I holde en lille pause, men sådan noget som hjernerystelse opdages som regel først senere. Hold øje med tegn som kvalme, opkast, sløvhed, og hvis barnet klager over ondt i hovedet, når det skal sove. Har du mistanke om en hovedskade, bør du altid kontakte en læge, forklarer Hansen.

2 – Knald og fald på legepladsen

Sygeplejerske, Lena Woll Hansen. Foto: SOS International.
Sygeplejerske, Lena Woll Hansen. Foto: SOS International.

Når børn leger, sker det, at de falder og slår sig.

– Mange forældre har nok oplevet situationer i forbindelse med, at barnet falder, ikke mindst hvis barnet ser et sår, der bløder. Som regel er sådanne situationer mindre dramatiske, end såret umiddelbart giver indtryk af, men det kan alligevel være godt med nogle forholdsregler, forklarer Nix.

Hvordan håndterer man et blødende sår på legepladsen?

– Er såret stort, bør du lægge pres på det for at stoppe blødningen. Alle sår bør renses, men faktisk er rent vand ofte det eneste, du har brug for. Hvis barnet eksempelvis er faldet i en mudderpøl, hvor der kan komme skidt og snavs ind i såret, bør du overveje en stivkrampevaccine. De fleste børn er vaccinerede igennem børnevaccinationsprogrammet fra spædbarnsalderen indtil 11-12 år, men hvis det er mere end fem år siden sidste vaccination, bør vaccinen genopfriskes. Uanset hvad anbefaler jeg at sætte et plaster på, eventuelt med en antibakteriel creme, både for at forhindre infektion, men også fordi det kan have en psykologisk effekt på barnet, siger Hansen.

Hvad gør man, hvis man har mistanke om infektion i såret?

– Hold altid øje med, hvordan et sår udvikler sig. Hvis det bliver mere og mere rødt rundt om selv et lille sår, kan det være tegn på en infektion, som kræver antibiotika. I sådanne tilfælde bør såret tilses af en læge, hvis en lokal sårsalve eller creme ikke virker, siger Hansen.

Læs også: Når barnet kommer til skade i daginstitutionen

3 – Forstuvninger på idrætsbanen

Hvis dit barn dyrker sport som for eksempel fodbold eller håndbold, er der større risiko for brækkede lemmer og forstuvninger. Hvis barnet lander forkert, gør det ofte meget ondt lige i situationen, men smerten er som regel kortvarig, siger sygeplejersken og fortsætter:

– Der findes imidlertid flere grader af forstuvninger, og det behøver ikke være så alvorligt, selv om smerten umiddelbart er stor. Barnet bør ikke belaste foden, så det gør ondt. Læg en ispose eller et koldt omslag om foden, men ikke direkte på huden som ved førstehjælp. Lad foden ligge højt, siger Hansen.

Hvordan kan man vide, om foden er brækket?

– Hvis barnet synes, at det stikker i foden, at det ikke kan bevæge den som normalt, at funktionen er nedsat, eller at den får en blålig farve ved skadestedet, kan der være tale om et brud. I så fald bør I opsøge en læge, siger Hansen.

4 – Hedeslag

Skal du på stranden i løbet af sommeren, kan varmen være en udfordring, og hedeslag kan opstå.

Hvordan undgår man hedeslag?

– Hedeslag viser sig som regel ved slaphed, kvalme, hovedpine, irritabilitet, forvirring og varme i huden, uden at man sveder noget særligt. Sørg derfor for, at barnet drikker vand regelmæssigt, og sørg for at tage pauser fra solen ved at gå ind i skyggen ind imellem. Det er en god ide at have parasol eller strandtelt med, siger Hansen.

Hvad gør man så, hvis barnet alligevel bliver ramt af hedeslag?

– Hvis dit barn får hedeslag, er det vigtigt med en gradvis nedkøling. Læg først barnet i skyggen og brug kolde remedier som våde klude eller en våd t-shirt til at køle kroppen ned. Er I indenfor, kan det være godt at åbne en fryser eller et køleskab. Hovedpinepiller bør ikke bruges, da de kan have modsat virkning. Hvis barnets bevidsthed er sløret, skal det ikke have noget at drikke, i så fald skal du ringe 112. Det samme gør sig gældende, hvis barnet kaster op, afslutter Hansen.

Læs også: Syv rejsetips til familien

Nyttige numre til børnefamilien

Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark, og heldigvis vil det offentlige være til stor hjælp, når det er nødvendigt. Tøv derfor ikke med at ringe til din læge eller til lægevagten/akuttelefonen, hvis du har mistanke om, at dit barn eksempelvis har infektion i et sår eller har brækket foden. Derudover har vi i Danmark en masse tilbud, hvor I som forældre kan søge gode råd og vejledning til de store og små spørgsmål. Hent telefonlisten her