Brug gadgets med børnene

Brug gadgets! Men med respekt for barnets verden

Kirsten Magelund  |  Offentliggjort: 28.11.2017  |  Sidst opdateret: 1.8.2019

Ny teknologi giver forældre mulighed for at følge deres børns færden både på gaden og på nettet. Men inden man som forældre dykker for langt ned i den slags overvågning, er det vigtigt at vurdere barnets situation og den specifikke kontekst. Det mener gadgetekspert Thomas Bense

Thomas Bense
Inden forældre bruger løs af apps og gps-trackere for at følge børnenes fysiske færden, skal de blandt andet vurdere barnets alder grundigt, mener gadgetekspert Thomas Bense

Flere tusinde forældre har allerede downloadet apps til mobiltelefoner, som kan overvåge deres børns færden, så de hele tiden kan følge med i, hvor børnene befinder sig. GPS-trackere og apps som Snapchat og Instagram er en fordel for forældrene, hvis de vil sikre sig, at et barn befinder sig, hvor det skal være. Men man bør overveje, om det er et barn eller en teenager, man følger, råder Thomas Bense, som er gadgetekspert og videoproducent hos Pixel.tv

- Måske er det okay for en 8-årig at blive overvåget, men en bevidst teenager vil nok finde det irriterende, og det kan føre til konflikter. Selv har jeg valgt ikke at holde øje med min egen datter på Snapchat og i stedet have tillid til hende og stole på, at hun er, hvor hun skal være. Der skal også være plads til respekt for barnets frihed, understreger han.

LÆS OGSÅ:Familiepsykolog: "Forældre skal ikke altid være til rådighed"

Undersøg i stedet barnets online færden

Vær opmærksom på dine børns digitale spor, og tal om, hvordan man sikrer en online profil.

Det er næsten vigtigere at holde øje med børnenes færden online. Børn og unge vil gerne eksponere sig selv og lægger digitale spor ud på både Snapchat og Instagram. Ofte på åbne profiler, hvor alle kan se barnets eller den unges geografiske position. Den slags profiler bør forældrene sikre mod uvedkommende gæster.

- Jeg ved godt, at det er nemt at sige, men forældre bør bruge tid på at sætte sig sammen med deres børn og få indsigt i hvilke apps, børnene bruger, og overtale dem til at gøre profilerne private for at sikre sig, at ingen uvedkommende kan følge barnets eller den unges færden, siger Thomas Bense.

LÆS OGSÅ: Opdrag dit barn til at værne om sit digitale privatliv

Spil og andre apps kan fremme børns evner

spil og apps til børn
Det er ikke kun på de sociale medier, at du kan hjælpe dine børn til at sikre privatlivet. Det gælder også spil på telefonen og andre medier som YouTube, fortæller Thomas Bense

Gadgeteksperten mener også, at børn skal kunne følge med i den teknologiske udvikling, og at spil på tablet eller mobiltelefon kan fremme deres evner indenfor eksempelvis sprog og strategi.

- Mobiltelefonen skal nok vente til barnet er omkring 10 år, men 3-4-årige børn kan sagtens bruge en tablet under opsyn – og de bruger den intuitivt. Det er en klar fordel for dem, at de lærer teknologien at kende, fra de er helt små. Det gør det nemmere for dem at forberede sig til fremtidens elektroniske jobs, vurderer Thomas Bense.

Han nævner også, at små børn søger efter videoer på Youtube. Her kan forældrene hjælpe med at sikre, at det bliver en god oplevelse for barnet ved at gennemgå indstillinger for sikkerhed og hvilket indhold, der kan vises.

Samtidig kan forældre sammen med barnet gennemgå de spil, barnet har på sin tablet eller mobiltelefon – og eventuelt selv afprøve barnets apps eller spil. Som eksempel nævner Thomas Bense spillet Minecraft, et legospil, hvor barnet kan bygge sin egen verden.

- Minecraft kan være med til at udvikle barnets fornemmelse for konsistens, størrelses- og vægtforhold. Men der er to niveauer, et, hvor det handler om at overleve og et andet, hvor det er kreativiteten, der er i spil. Derfor kan det være en fordel, at forældrene hjælper til med at vælge det niveau, som passer til barnets alder, råder gadgetekspert Thomas Bense.

Pas godt på din familie

Vi kan hjælpe dig med at passe bedst muligt på din familie og de ting, der danner rammerne om jeres liv.