mor døtre ordner hår i sengen tid

Man skal have is i maven for at være mor på sin egen måde

Barbara Hilton  |  Offentliggjort: 23.2.2018  |  Sidst opdateret: 22.8.2019

Kan man være mor og forfølge sin kunstneriske karriere på samme tid? Ja, men man skal have is i maven og være virkelig god til at ignorere spam fra BabySam, siger smykkedesigner Marie-Louise Joensen.

Siden hun var otte år gammel, har Marie-Louise Joensen drømt om at være guldsmed. Det var hendes hjertebarn. Så da hun pludseligt blev gravid med en fyr, hun ikke havde kendt voldsomt længe, stod hun overfor spørgsmålet: Kan jeg være mor og kunstner på samme tid? Kan jeg stadig have en karriere? Spørgsmål, som mange unge kvinder i den moderne verden stiller sig selv. 

Og det var et stort sats. Især da det viste sig, at de skulle have tvillinger. To uger efter at Marie-Louise havde født, begyndte hun at arbejde igen. Et halvt år senere fik hun mulighed for at åbne en butik: 
- Der er nok mange, som ikke ville begynde at arbejde så hurtigt efter at have født og slet ikke åbne en butik – især ikke som kvinde. Det sværeste var at acceptere, at mit behov for at realisere mig selv fyldte så meget i forhold til at være blevet mor, siger Marie-Louise.

LÆS OGSÅ: En far deler sin oplevelse om at lære sit første barn at kende

Prioriterede arbejde før børnene

mor datter kvalitetstid prioritering
Marie-Louise mener, man som forældre må gøre op med sig selv, hvad man ikke kan undvære for ikke at miste sig selv.

- Da butikken var ved at blive sat i stand, var der tidspunkter, hvor jeg måtte vælge mine piger fra. Det var svært, at gøre noget, som var hamrende egoistisk, og som kunne gå ud over mine børn. Jeg havde dårlig samvittighed, men jeg elskede min butik og ville ikke bytte den for noget andet, siger hun.

I den periode var hendes egen mor utrolig vigtig. Hun kom hver dag, så pigerne kunne blive ammet og Marie-Louise kunne være lidt sammen med dem.
- Det var udelukkende på grund af min mor, at det lykkedes, fortæller hun.

Marie-Louises mor var selv selvstændig i tolv år og har altid sagt: 'Hvis du vil være selvstændig, så skal du have is i maven, ellers klarer du den ikke', fortæller Marie-Louise. I den periode spillede det udsagn på repeat i hendes hoved:
- Hvis man som forældre skal være de bedste udgaver af sig selv, skal man finde ud af, hvad man kan gå på kompromis med, og hvad man ikke kan. Og være ærlig omkring de ting, man ikke kan undvære. For mig var det mit arbejde. Men man skal have is i maven for at åbne butik, og man skal have is i maven for at turde være mor på sin egen måde.

Stort pres fra omgivelserne på nybagte mødre

- Og da jeg så, at tingene lykkedes, at jeg havde glade børn, der blev tykkere og tykkere, at jeg fik flere og flere kunder og fik stablet en fantastisk flot butik på benene, der følte jeg mig som et powerhouse. De to ting forstærkede hinanden, forklarer hun.

- Alle samfund har normer og idealer for, hvordan man skal være, når man er blevet mor: Hvad man skal spise, hvor meget motorik man skal øve med sit barn, hvor længe man skal amme og hvor meget man må arbejde. Dette ligger et pres på nybagte mødre og kan være svært at abstrahere fra.
-Jeg tænkte tit, jeg langt fra er den perfekte mor, siger hun.

LÆS OGSÅ: De unge flytter til udkanten for at få mere fællesskab og mindre isolation!

Når man er smykkedesigner i de sociale mediers tidsalder, er der også en forventning om at forny sig kreativt og kunstnerisk, forklarer Marie-Louise. Men efterhånden har hun og hendes kæreste ligesom mange andre familier indset, at der nu er ting, de ikke længere kan.

- Man skal være bedre til at forme sin egen forældre- og arbejdsidentitet. Man skal turde stole på sin intuition og lade være med at lade sig intimidere og presse af mommy-Instagrammers og spam fra Babysam.En ting er, hvad der er mainstream. Noget andet er virkeligheden. Alle par og familier er en historie for sig selv, slutter Marie-Louise. 

Pas godt på din familie

Vi kan hjælpe dig med at passe bedst muligt på din familie og de ting, der danner rammerne om jeres liv.